Rabat på EKF-kautioner til innovative virksomheder

I samarbejde med Den Europæiske Investeringsfond kan EKF kautionere for kreditter og lån til innovative danske eksportvirksomheder til lavere præmiesatser end sædvanligt.
Samarbejdet mellem EKF og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er en del af InnovFin-programmet, som skal sikre fremgang og vækst i Europa.

Med InnovFin kan EKF kautionere for kreditter og lån til innovative virksomheder til en lavere præmiesats, fordi EIF dækker halvdelen af risikoen til en fast lav pris uafhængigt af virksomhedens rating.

14 innovationskriterier

Virksomhederne kvalificerer sig til en kaution under InnovFin-programmet ved at opfylde mindst ét af EIF’s 14 innovationskriterier.

Kriterierne fremgår af en eksportørerklæring, som eksportøren udfylder, og som banken vedlægger, når den ansøger EKF om at kautionere for en kredit eller et lån.

Find eksportørerklæringen her

Eksportkautionen understøttes af InnovFin SME Guarantee Facility med finansiel støtte fra EU som en del af Horizon 2020 Financial Instruments.

Virksomheder med 500 ansatte og derover er ikke omfattet af programmet. EKF’s øvrige kriterier for at kunne stille kaution er de samme som altid (klik på links herunder til Eksportkaution eller Kaution for Anlægslån for at læse mere).

Priseksempel

En innovativ SMV-virksomhed med rating B-, som er den laveste rating EKF accepterer, kan få en kaution til 3,7 % i præmie. Til sammenligning er præmien 6,3 % for en ikke-innovativ SMV-virksomhed med rating B-.

Rabatternes størrelse aftager, jo bedre virksomhedernes rating er, men der er penge at spare for virksomheder med rating B-, B+, BB og BBB.

Sådan gør du

1. Tag fat i banken: Virksomhederne skal gå ned i deres bank som normalt, når de har brug for kredit eller lån til at udvikle deres forretning.
2. Udfyld erklæring: Virksomhederne udfylder en eksportørerklæring, hvor de angiver, hvilket innovationskriterie de opfylder.
3. Banken ansøger: EKF Banken ansøger EKF om en kaution med InnovFin-rabat og vedlægger eksportørens erklæring.