Krav og vilkår for Sælgerkreditgarantien

Hvad koster en Sælgerkreditgaranti?

EKF tager en præmie for at udstede en Sælgerkreditgaranti. Præmien fastsættes ud fra:

  • Køberens kreditværdighed: EKF vurderer køberens kreditværdighed, dvs. sandsynligheden for at køberen betaler. Jo bedre kreditværdighed, desto lavere præmie.
  • De politiske forhold i køberens land: EKF vurderer hvor stor risikoen er for, at der opstår politiske uroligheder i din kundes land. Jo mindre risiko for politiske uroligheder, desto lavere præmie.
  • Løbetid: Løbetiden dækker over, hvor mange måneder kunden vil bruge på at tilbagebetale kreditten. Jo kortere løbetid, desto lavere præmie.

Tre priseksempler

Den billigste Sælgerkreditgaranti koster 0,2 % p.a. Det kan være en Sælgerkreditgaranti til en kunde med exceptionel god kreditværdighed fra et højindkomstland som eksempelvis Tyskland, USA eller Estland. Løbetiden er 181 dage.

I andre tilfælde ligger præmien omkring 2 % p.a. Det kan være en kunde med en kreditværdighed under gennemsnittet fra et land med visse politiske risici som eksempelvis Aserbajdsjan. Løbetiden er 5 år. 

Når vi nærmer os grænsen for, hvad EKF vil deltage i, kan præmien være op mod 4,25 % p.a. Det kan være, når der er tale om en kunde i et land med store politiske og økonomiske risici som eksempelvis Etiopien.

Hvem kan få Sælgerkreditgaranti?

Eksporterende virksomheder, der giver en kunde i udlandet kredit i mindst et halvt år. EKF skal vurdere den udenlandske køber som kreditværdig, inden vi udsteder en garanti.

Hvor stor Sælgerkreditgaranti kan man få?

Der er ingen begrænsninger.

Hvor lang er kredittiden?

Kredittiden for Sælgerkreditgaranti er op til 8,5 år i lande, som OECD har defineret som lande med høj indkomst, og op til 10 år i alle andre lande.

Hvis køberen er fra et EU-land, Australien, Canada, Island, Japan, New Zealand, Norge, Schweiz eller USA, og hvis ordren er over 5 millioner euro, skal kredittiden være på mindst 2 år.

Hvis kunden er fra ethvert andet land, skal kredittiden være minimum et halvt år.

Betingelser

Den udenlandske køber skal normalt forudbetale mindst 15 % af ordrebeløbet, når løbetiden er over 1 år. Kreditten skal desuden være udformet som et serielån med lige store afdrag, der er tillagt de løbende renter.

Krav til miljø og social bæredygtighed

EKF laver en risikovurdering af miljø og menneskerettigheder på forretningen baseret på standarder og guidelines indenfor IFC. 

Hvad dækker EKF?

EKF udbetaler erstatning, hvis din virksomhed får tab på eksportforretninger eller investeringer i udlandet på grund af kommercielle eller politiske risici. 

  • Kommercielle risici er, at din virksomheds køber ikke kan betale på grund af konkurs, insolvens, annullering af kontrakten, eller at køber ikke vil betale.

  • Politiske risici er, at din virksomhed ikke får penge for varer på grund af forhindringer i det land, I eksporterer til. Det kan være krig, borgerkrig, mangel på valuta, begrænsninger for at bruge valuta, forbud mod at importere eller eksportere, samt indgreb fra lokale myndigheder, som gør det umuligt at modtage betaling for varerne.

EKF betaler som regel maksimalt 90 % af tabet i erstatning til din virksomhed. Som eksportør har din virksomhed derfor en selvrisiko på minimum 10 %.