Krav og vilkår for Investeringsgarantien

Hvad koster en Investeringsgaranti?

EKF tager en præmie for at udstede en Investeringsgaranti. Vores præmie fastsættes ud fra den samlede risiko ved den konkrete investering.

Den samlede risiko vurderes ud fra:

  • De politiske forholdi investeringens land: EKF vurderer, hvor stor risikoen er for, at der opstår politiske uroligheder i det land, du har investeret i. Jo mindre risiko for politiske uroligheder, desto lavere præmie.
  • Brancheanalyse:EKF vurderer, om sektoren er særligt udsat i forhold til landet.

Der er mulighed for at få en fast præmie i op til fem år.


Hvem kan få en Investeringsgaranti?

To priseksempler:

  • Biogasanlæg til Thailand: 0,8 % p.a.
  • Fiskefoderfabrik til Egypten: 1,1 % p.a.

Danske virksomheder, der investerer i udenlandske selskaber eller etablerer eget datterselskab, kan få Investeringsgaranti. Den danske virksomhed skal eje over 50 % af datterselskabet i hele garantiens løbetid.

Hvor stor kan en Investerings-garanti være?

Der er ingen beløbsgrænser for Investeringsgarantien.

Hvor lang er løbetiden?

Løbetiden er mindst 3 år og maksimalt 15 år.

Hvad dækker EKF?

EKF betaler erstatning, hvis din virksomhed får tab på investeringer i udlandet på grund af politiske risici.

Politiske risici er, at din virksomheds investering i det udenlandske datterselskab lider skade. Det kan være ​på grund af krig, borgerkrig, mangel på valuta, indgreb fra myndigheder i form af ekspropriation og nationalisering eller begrænsninger på at føre penge ud af landet.

En Investeringsgaranti dækker ikke tab, som eksempelvis skyldes devaluering eller nye generelle skatter i landet. Garantien dækker heller ikke tab, der skyldes selskabets normale drift.

Den danske virksomheds investering i udlandet skal være en naturlig del af virksomhedens ekspansion, og investeringen skal være med til at skabe økonomisk vækst i Danmark.

EKF betaler som regel maksimalt 95 % af tabet i erstatning til din virksomhed. Som investor har din virksomhed derfor en selvrisiko på minimum 5 % af de politiske risici.

Krav til miljø og social bæredygtighed

Hvis de samlede forretninger med EKF er større end 25 millioner kroner, laver vi en vurdering af, hvordan din virksomhed arbejder med miljø og menneskerettigheder.