Kina kan ride stormen af med politisk mod
Den kinesiske økonomi befinder sig i et veritabelt stormvejr, som gør ondt på både dansk eksport og verdensøkonomien. Potentialet til at vende skuden er til stede, men det kræver mod og vilje fra regeringen.
Af: Peter Toft, chefanalytiker i EKF
Én ulykke kommer sjældent alene, siger en gammel talemåde. Og ingen steder holder den mere stik end i Kina, hvor bunken af møgsager på Xi Jinpings skrivebord truer med at vokse præsidenten over hovedet.
Den berygtede nye coronavirus er blot det seneste pust i den modvind, der i stigende grad har sinket den kinesiske økonomi. Ud over coronavirus tæller bunken af dårlige sager handelskrig, svineinfluenza, uro i Hong Kong, et vaklende boligmarked, faldende vækst og et voksende gældsbjerg.
Presset på Kinas økonomi er ikke blot dårligt nyt for Kina, men også for Danmark og verdensøkonomien. Kinas økonomi er verdens næststørste og fylder ca. 15 pct. af verdens økonomi. Samtidig er Kina aftager af omkring 4,5 pct. af Danmarks eksport og er dermed vores sjettevigtigste eksportmarked. Et velfungerende Kina har også stor betydning i globale værdikæder, da mange delkomponenter, som indgår i andre produkter, produceres i landet.
De gode nyheder er, at Kina stadigvæk har et stort potentiale til at indhente verdens rigeste lande, hvilket vil være til gavn for både verdensøkonomien og dansk eksport. Det kræver dog både vilje og mod til dybe politiske og økonomiske reformer.
Selvskabte problemer
En del af Kinas aktuelle udfordringer er helt eller delvist selvskabte. Corona-epidemien kunne fx være håndteret bedre, hvis det ikke var for en fortielseskultur i det autoritære system. Præsident Xi har centraliseret magten betydeligt i de senere år, hvor kritik og åben debat er blevet risikabelt. Handelskrigen kan primært tilskrives Trump, men Kina bærer også en del af ansvaret. I Kina beskytter man fortsat egne virksomheder i hjemmemarkedet mod international konkurrence, mens landets virksomheder ekspanderer globalt med statsstøtte i ryggen. Det kan andre lande ikke acceptere i længden.
Uroen i Hong Kong er også et selvmål og skyldes i høj grad en langvarig kinesisk udhuling af Hong Kongs selvstyre trods løfter om det modsatte. Opbyggelsen af store ubalancer i Kinas økonomi med høj gæld, overkapacitet i en række industrielle sektorer og faldende produktivitetsvækst skyldes også langt henad vejen, at regeringen har trykket gevaldigt på markedsreformbremsen siden mindst 2014, men fortsat haft foden på speederen for løs kreditgivning.
Fortsat mange styrker
Kina har dog fortsat stort potentiale til at komme igen. Sammenligner man fx Kinas produktivitet med de mest avancerede økonomier, viser Verdensbanken, at Kina stadigvæk kun er ca. halvt så produktivt som fx Danmark. Det viser sig også i velstand per indbygger. I Kina er det gennemsnitlige BNP per indbygger kun en tredjedel af det danske. Det vidner om, at Kina har et betydeligt potentiale for at indhente de avancerede lande og til at opretholde en højere økonomisk vækst end os andre i mange år endnu.
Det er godt nyt for både dansk økonomi og verdensøkonomien. For når kineserne bliver rigere, kan de udvide deres private forbrug og efterspørge dyrere og mere luksuriøse produkter. Og for at Kinas produktion skal komme op i højt gear og samtidig køre grønnere, er der behov for at producere mere effektivt, mere miljøbevidst og af bedre kvalitet. Her er mange danske løsninger ideelle: lige fra landbrugsløsninger til energibesparende teknologi og energiteknologier. Med mere velstand vil Kina også kunne udbygge sundheds- og ældresektoren. Det er også områder, hvor Danmark står stærkt.
Politisk vilje, mod og nytænkning
For at genvinde pusten er Kina dog først nødt til at handle på tre centrale områder. For det første skal investeringer og arbejdende hænder derhen, hvor de gør mest gavn – dvs. derhen, hvor investeringerne giver det bedste afkast. Aktuelt betyder statens indgriben i økonomien, at mange investeringer ikke er optimale.
For det andet har Kina ifølge Verdensbanken meget at hente ved at opgradere til kendte teknologier over en bred kam. Men teknologioverførsel kræver flere udenlandske investeringer, og derfor må Kina åbne sit hjemmemarked og skabe lige og fair konkurrencevilkår.
For det tredje skal Kina omstilles til innovationsøkonomi. Det er primært iværksættere og private virksomheder, der er gode til innovation, så for at stimulere årelang innovation præget af høj risiko må Kina forbedre erhvervsklimaet. Især skal ejendomsretten – herunder patenter og intellektuelle rettigheder – beskyttes bedre, og det kræver en retsstat med et uafhængigt retsvæsen.
Om Kinas regering formår at favne disse tre indsatsområder, er det helt store spørgsmål. Mange af de nødvendige løsninger er nemlig anatema for Kinas kommunistiske parti. For de indebærer, at man må forlade velkendte politikker, og at kommunistpartiet må opgive en stor del af den politiske og økonomiske kontrol med samfundet.
