Økonomisk afmatning rammer nogle lande hårdere end andre

Den store forskel på inflationsniveauerne på tværs af verdens lande betyder, at nogle lande har bedre muligheder for at dæmpe effekterne af en global, økonomisk afmatning end andre.

Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, EKF

Det mest omdiskuterede emne blandt økonomer i øjeblikket er formentlig udsigterne til en global, økonomisk nedtur. De fleste økonomiske prognoser indikerer nu en afmatning næste år og stigende risiko for en recession. Det afspejler sig også i de store fald på aktiemarkederne, der normalt fungerer som en god indikator for den økonomiske udvikling. En verdensomspændende, økonomisk afmatning kan dog ramme meget forskelligt på tværs af lande og regioner – blandt andet på grund af landenes forskellige måde at håndtere coronapandemien på.

Coronahåndtering

Spoler vi tiden 1-2 år tilbage, var der stor forskel på håndteringen af pandemien på tværs af lande. Generelt valgte de vestlige lande at stimulere økonomierne gennem diverse stimulipakker, der blev finansieret ved statslig gældudstedelse, samt ved at lade centralbankerne tænde seddelpressen, så snart finansministerierne havde udstedt gælden. I Asien holdt man derimod mere igen med de økonomiske stimuli. Samtidig valgte de vestlige lande – til trods for mange nedlukninger – i højere grad at holde samfundene åbne end de asiatiske.

Nultolerance

Kina praktiserer fortsat en såkaldt nultolerance-strategi med hyppige nedlukninger. Det står i skarp kontrast til Vesten, hvor samfundene reelt har været helt åbne, efter omikron-varianten førte til en bred, naturlig immunitet i befolkningen. Derfor var det også overraskende, da Kina i slutningen af oktober offentliggjorde væksttal for tredje kvartal på 3,9 pct., hvilket var bedre end forventet.

Tilbage står spørgsmålet, om den vestlige håndtering af pandemien dermed har været bedre end den asiatiske. Måske den økonomiske afmatning kommer til at give svaret, for på grund af de forskellige tilgange til pandemien står regionerne nu med forskellige kort på hånden til økonomisk svære tider.

Pengepolitisk cyklus

I USA og Europa har de historisk store stimuli været kraftigt medvirkende til den høje inflation, som i øjeblikket ligger i omegnen af 10 pct. Stimuliene har nemlig betydet, at forbruget er steget hurtigere end produktionen har kunnet følge med. Inflationen er yderligere blevet forværret af visse forsyningsudfordringer – bl.a. på energi.

Som følge af den høje inflation er både den amerikanske og den europæiske centralbank begyndt at hæve renterne i et hastigt tempo. Problemet er, at centralbankerne og regeringerne har et meget lille manøvrerum til at afbøde en økonomisk afmatning, da ethvert forsøg på at stimulere økonomierne kan puste til den i forvejen meget høje inflation. Der er dermed en reel risiko for såkaldt stagflation – høj inflation kombineret med en recession – som man så i 1970’erne.

Anderledes ser det ud i Asien, hvor man sparede på stimuli-krudtet under pandemien. I Kina, Japan, Taiwan og Vietnam er inflationen aktuelt omkring 3 pct., hvorfor landene er et helt andet sted i den pengepolitiske cyklus end Vesten. Det betyder, at landene har bedre muligheder for at stimulere økonomierne via penge- og finanspolitikken, i fald det skulle blive nødvendigt. I den seneste prognose fra OECD ventes da også pæn vækst i Asien i 2023, mens der kun bliver forventet en vækst på 0,5 pct. i USA og tæt på nulvækst i Eurozonen, herunder negativ vækst i Tyskland.

Andre problemer lurer

Det betyder dog ikke, at de asiatiske økonomier er immune over for problemer. I det største af landene, Kina, er præsident Xi Jinping ved at konsolidere magten i det kinesiske kommunistparti og er i gang med at rydde de mest reformorienterede kræfter i partiet af vejen. Samtidig står landet over for en potentiel boble på ejendomsmarkedet, der kan rive økonomien med ned. Danske eksportvirksomheder bør derfor indstille sig på, at der ikke er nogen sikre havne i 2023.