BEMÆRK AT DETTE WEBSITE LUKKER 31. MAJ 2023
EKF er pr. 1. april 2023 fusioneret ind i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Dette website, ekf.dk, lukker derfor snart. Vi gør opmærksom på, at indhold på siden kan være forældet og henviser i stedet til eifo.dk eller til vores kundecenter på +45 70 60 49 60.

Joe Biden går skæbnesvangert år i møde

Præsidentens første år har været udfordrende, og han har travlt med at samle sit splittede parti og gennemføre sine mærkesager inden november, hvor et forventet nederlag ved midtvejsvalget kan true med at paralysere resten af hans embedsperiode.

20-01-2022

Af Niels Husted Dall-Hansen, senioranalytiker, EKF

Hvis Joe Biden havde et roligt øjeblik i løbet af den nationale helligdag i mandags, hvor USA fejrer den sorte borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King Jr., studsede USA’s 46. præsident måske over, hvorfor det første år ved magten langt fra er gået efter planen. Meningsmålingerne er nemlig kun gået én vej, nedad. Biden fandt måske trøst i, at der historisk set faktisk har været en præsident mere upopulær efter sit første år ved magten, nemlig rivalen Donald Trump, men der holder lyspunkterne også op.

Næste fejlskud

Det gør kun ondt værre, at netop borgerrettigheder ser ud til at blive præsidentens næste fejlskud, efter at hans stort proklamerede voting rights bill heller ikke ser ud til at klare sig igennem Senatet på trods af, at Demokraterne på papiret har et flertal, men i praksis ikke kan komme igennem et enigt republikansk partis taktik om at filibuster, dvs. forhindre en afstemning gennem kontinuerlig diskussion.
Planerne om at afskaffe den mulighed gik i vasken, da to demokratiske senatorer satte sig imod, både af hensyn til deres chancer for at blive genvalgt ved midtvejsvalget i 8. november, men også af frygten for, hvad et republikansk parti kan udrette uden filibusteren i tilfælde af, de skulle få flertallet engang i fremtiden.

Kort liste over succeshistorier

Joe Biden fik ellers masser af medvind i begyndelsen af sit præsidentskab, da omvalget i staten Georgia noget uventet resulterede i et flertal til Demokraterne i begge kongressens kamre. Det blev hurtigt omsat til en ny, stor men kortfristet, covid-19 hjælpepakke, samt en kæmpe tværpolitisk aftale, der skal revitalisere landets infrastruktur.

Bidens største trumf, nemlig det faktum, at han ikke var Donald Trump, gav ham en masse goodwill i både ind- og udland. Det ser nu ud til at være udspillet. Med et prisskilt på mellem 11 og 30 tusind milliarder kroner skulle Bidens Build Back Better plan give USA en ambitiøs plan for den grønne omstilling, samt drastisk forbedre velfærdssamfundet for de mest sårbare, men lovforslaget blev lagt i graven kort inden jul, hvorfor Det Hvide Hus nu blot har nogle få måneder til at finde ud af, hvad der kan komme igennem kongressen, inden valgkampen frem mod november overtager fokus.

"Samtidig med at de politiske spændinger i Washington ser ud til at stå i fuld flor i 2022, presses Biden fra stort set alle andre fronter."

Udfordringer er der nok af

Samtidig med at de politiske spændinger i Washington ser ud til at stå i fuld flor i 2022, presses Biden fra stort set alle andre fronter. Af Rusland over Ukraine, Iran over atomvåben, Kina over Taiwan og handel, og samtidig med at den amerikanske økonomi er på vej ned i gear, varsler centralbanken Federal Reserve rentestigninger, da de frygter, inflationen løber løbsk. At inflationen ramte 7 pct. i december ift. året før, er en penibel sag for præsidenten, da effekten især rammer de vigtige vælgere i middelklassen, som Biden havde så svært ved at overbevise om ikke at stemme på Donald Trump.

Rekordstort overskud på den danske samhandel

Hvor efterlader det den danske eksport til USA? Varehandlen i 2021 ser ud til at have dårligere år, end hvad man kunne have forventet, landets høje økonomiske vækst in mente, og lander formentlig omkring de 72 mia. kr. lidt under rekordårene i 2019 og 2020. Til gengæld tjente danske virksomheder stort på amerikanernes købelyst ved at transportere varer rundt i verden, hvorfor indtægter fra søtransport til USA slog rekord på betalingsbalancen i 2021, og indbragte alene i 3. kvartal for hele 12,6 mia. kroner.
De kommende kvartaler ser også gode ud, da problemerne i de globale forsyningskæder langsomt forventes at blive løst, hvilket holder hånden under priserne. Da halvdelen af den danske eksport til USA er af medicinsk karakter, der er mindre sensitiv overfor de økonomiske konjunkturer, forventer EKF fortsat, at den danske eksport til USA vil være stigende i de kommende år.

Læs også