Siemens Gamesa projekt udløser EKF´s største vind-finansiering i Vietnam
EKF Danmarks Eksportkredit (EKF) har udstedt sin hidtil største lånegaranti nogensinde i Vietnam i forbindelse med vindprojektet Tan Thuan i den sydlige Ca Mau-provins sammen med Siemens Gamesa Renewable Energy-møller
EKF og Siemens Gamesa, en af verdens førende vindmølleproducenter, har i mange år været strategiske forretningspartnere, hvilket har resulteret i mere end 10GW grøn vindkapacitet fordelt på 46 vindmølleparker. For Siemens Gamesa er Tan Thuan det fjerde nearshore projekt og for både Siemens Gamesa og EKF det hidtil største samarbejde i Vietnam.

180.000 husstande
Projektet ud for kysten af Ca Mau-provinsen i den sydlige del af Vietnam består af 18 møller af typen SG 5.0-145 med en fleksibel installeret effekt på 4MW til 5MW, hvilket sammenlagt giver en vindpark på 75MW. Den kan forsyne 180.000 vietnamesiske husstande med elektricitet.
”Tan Thuan projektet i Vietnam er endnu et højdepunkt i det strategiske partnerskab mellem EKF og SGRE”, siger Jan Christoph Meyer, Region Head of Project and Development Finance i Siemens Gamesa, som har ansvaret for relationen til EKF. ”Endnu engang har EKF udvist en kombination af en stærk kundefokus, dyb ekspertise og evnen til hurtig eksekvering. Siemens Gamesa ser frem til et fortsat tæt samarbejde med EKF i Vietnam og globalt, hvor end vores fremtidige projekter måtte have behov for finansieringsløsninger i topklasse,” siger Jan Christoph Meyer.
Godt samarbejde
Der er tale om en køberkreditgaranti med en EKF bruttorisiko på op til USD 71,1 mio. med garanti fra den vietnamesiske bank, MB Bank.
Køberkreditten til finansieringen af projektet er arrangeret af en anden god samarbejdspartner for EKF, nemlig den tyske Landesbank Baden-Württemberg (LBBW)., som står som modtager af garantien.
Projektet har grundet Covid-19 haft vanskelige kår, da Vietnam har været meget plaget af pandemien og har været igennem en meget streng lock-down.
”Vi har samarbejdet intenst med Siemens Gamesa gennem en årrække, og det er altid en fornøjelse. Og netop i dette projekt er det imponerede, at de har fået det i mål her inden, at landet desværre blev strengt nedlukket på grund af pandemien. Vietnam er et vigtigt marked for vindindustrien og dermed også for EKF. Vi ser derfor frem til at fortsætte det tætte samarbejde med Siemens Gamesa i Vietnam – og på de øvrige hurtigt voksende markeder, hvor den grønne omstilling vil kræve en massiv udbygning af vindkapaciteten,” siger Peter Boeskov, Chief Commercial Officer i EKF.