EKF finansierer sit første flydende havvindprojekt

EKF´s første finansiering af et flydende vindprojekt er nu en realitet. Projektet kommer til at ligge i Middelhavet

Flydende havvindmøller fra EFGL.

EKF Danmarks Eksportkredit har netop underskrevet en aftale om finansiering af et flydende havvindprojekt. Projektet har fået navnet Les Eoliennes Flottantes du Golfe du Lion (EFGL), og er beliggende i den franske del af Middelhavet, ca. 16 km ud fra kysten ved Leucate.

Projektet består af 30 MW fordelt på tre 10 MW Vestas møller, og EKF deltager med DKK 447 MIO.

”At vi nu også kan gå ind i flydende havvind, som har et kæmpepotentiale de steder, hvor man ikke kan have almindelige havvindmøller, er et vigtigt skridt for EKF. Vi er også meget stolte over at være en central spiller i denne finansiering. Desuden er det et vigtigt projekt og et stort skridt på EU´s vej til at cementere sin førerposition, når det gælder den grønne omstilling samt vejen til uafhængighed, så vi er rigtig glade for igen at samarbejde med Ocean Winds,” siger Peter Boeskov, CCO hos EKF.

Større dybder

Flydeteknologien gør det muligt at opføre havmølleparker på større havdybder, nemlig over 60 meters dybde. Det åbner op for yderligere muligheder for at øge den installerede effekt fra havmøller over hele verden.

Teknologien med flydende vind er allerede afprøvet, men er stadig i et tidligt stadie. Dette projekt benytter sig af WindFloat© teknologien (ejet af Principal Power Inc.), som først blev brugt i en enkelt prototype-udgave med en 2MW Vestas turbine i Portugal i 2011 i form af en enkelt prototype floater, som senere blev til ”WindFloat Atlantic”, en 25 MW vindpark, der stadig producerer under ledelse af Ocean Winds. Senest blev teknologien brugt i Skotland i verdens største flydende vindprojekt til dato, nemlig 50MW, som også bruger Vestas turbiner.

Vindmøllerne til EFGL-projektet bliver bygget og samlet på pramme ved kajen ind til Port La-Nouvelle, og derefter bliver de bugseret til endestationen i Middelhavet. Derude bliver floateren fastgjort til havbunden via tre præ-installerede ankre, samt sluttet til præ-installerede strømkabler.

Fokus på risici

De underliggende tekniske risci, som der kan være i et flydende vindprojekt, har især været i fokus efter EKF blev inviteret til at deltage i EFGL projektet for to og halvt år siden.

”Med den viden, EKF har bygget op fra dette projekt, står vi klart i en stærk position til at understøtte danske turbineleverancer globalt ift. til den forventede bølge af kommercielle skalaprojekter på 250MW og mere i Frankrig og andre steder, som forventes i de kommende år”, siger Christian Lambert, Vice President i Global Wind-afdelingen hos EKF.
Det er Ocean Winds, der er et Joint Venture mellem det franske energiselskab, Engie, og spanske EDPR, der står bag projektet. EKF har allerede en stærk relation til Ocean Winds, da EKF tidligere har finansieret to offshore-projekter med Ocean Winds som sponsor – Moray East, UK (950MW) og Seamade, Belgien (487MW).

Ocean Winds ejer 80 procent af projektet, mens de resterende 20 procent ejes af den franske stat via det statsejede selskab Banque des Territoires (Groupe Caisse des Dépôts).

”Vi er meget stolte af den tillid, som vores partnere har vist os, såvel som det hårde arbejde, vores teams har udført for at opnå dette resultat med realiseringen af denne finansiering. Vores EFGL-projekt skiller sig endnu engang ud som et referencepunkt, ikke kun hvad angår teknologi, relationer til låntagere og miljøbeskyttelse, men også finansiering gennem innovative og non recourse projektfinansiering. De er alle vigtige elementer for de kommende, flydende offshore vindudbud i kommerciel skala”, siger Grzegorz Gorski, CCO for Ocean Winds.

Reducering af atomkraft

På långiversiden deltager EKF sammen med EIB, CACIB, Banco Santander, KfW IPEX-Bank og Mizuho Bank. EKF indgår i finansieringen via en projektfinansieringsgaranti, hvor garantitagerne er CACIB, Banco Santander og KfW IPEX Bank.

I dag kommer hovedparten af Frankrigs energi fra atomkraft, hvilket franskmændene arbejder på at reducere, så der i 2035 kun kommer 50 procent fra atomkraftværker. Her er de flydende møller et vigtigt skridt på vejen.

Det er første gang, der bliver nået Financial Close med denne størrelse turbine i et flydende vindprojekt. EFGL sætter desuden præcedens, som den første non-recourse projektfinansiering og med en finansieringsstruktur, der ligger tæt op ad et traditionelt fastbundet havvind-projekt.

Det stærke forhold, mellem EKF, Vestas, Ocean Winds og bankerne, gør en forskel

”Vi er stolte over, at EKF og konsortiet af internationale banker, der har erfaring med finansiering af vindmølleprojekter, har indgået en aftale om at finansiere EFGL som deres første flydende projekt. Det stærke forhold mellem EKF, Vestas, Ocean Winds og bankerne gør en forskel og markerer et stort skridt fremad i kommercialiseringen af udviklingen af flydende vind.”, siger Benoît Gilbert, Senior Director Offshore Vestas Mediterranean.

Læs mere