Nu reduceres forudbetalingskrav ved eksportkreditter til mindre velhavende lande
Kravet til forudbetaling er normalt 15 %, når offentlige købere fra hele verden gør brug af eksportkreditter fra et OECD-land, men OECD-medlemslandene er nu blevet enige om midlertidigt at nedsætte det krav til 5% for offentlige købere i mellem- og lavindkomstlande.
16-11-2021
Nedsættelsen af kravet om forudbetaling for offentlige købere er en lempelse, der kommer de lande til gode, som blandt andet er ramt på de offentlige budgetter af COVID-19 krisen.
Med den øgede mulighed for at opnå finansiering får landene lettere ved at fortsætte med at investere i deres planlagte udbygning af infrastrukturen og eventuelle krisetiltag.
Det vil sige, at EKF fra og med den 5. november 2021 kan dække op til 95% af værdien af eksportkontrakten, når køberen af det danske udstyr er en offentlig institution, og at EKF kan godkende den kreditmæssigt. Det er et krav, at landets finansministerium enten er låntager eller garant på forretningen.
Aftalen er gældende i 12 måneder frem til og med den 4. november 2022. Herefter vil EKF igen maksimalt kunne dække 85% af værdien af eksportkontrakten. Ansøgning om EKF-dækning skal altså være modtaget senest den 4. november 2022. Seneste frist for udstedelse af en garanti, som er baseret på det lavere krav om forudbetaling, er 18 måneder efter den 4. november 2022.