15 virksomheder har nu fået midler til at realisere deres eksportdrømme


Det har de fået fra EKF Green Accelerator, der giver økonomisk hjælp til at modne eksportprojekter og gøre dem til virkelighed. Og det er stadig muligt at komme i betragtning.

02-12-2021

Der kommer mere energioptimering, vandrensning og biologisk skadedyrsbekæmpelse i fremtiden. For bevillingskomiteen i Green Accelerator under EKF Danmarks Eksportkredit gav forleden tilsagn til syv nye projekter. Dermed er der givet tilsagn til i alt 15 projekter i Green Accelerator, EKF’s projekt – og markedsmodningsfacilitet.

Flere ansøgninger

”Vi er rigtig glade for, at vi nu har kunnet hjælpe endnu flere virksomheder med at udleve deres eksportdrømme, og vi er også glade for, at der kom flere ansøgninger denne gang, hvilket delvist skyldes, at vi nu også kan modtage ansøgninger fra enkelt-virksomheder. Tidligere kunne man kun søge i en alliance på mindst to virksomheder ”, siger Jørn Fredsgaard, der er afdelingschef i EKF.

De projekter, der netop har fået tilsagn på økonomisk støtte, har mest fokus på allerede udviklede markeder. Der blev givet tilsagn til projekter i USA, Australien, Finland, Polen, Sverige, Norge og Japan samt Indien og Kina. Branchemæssigt fordeler projekterne sig over energioptimering, vandrensning, biomasse, biologisk skadedyrsbekæmpelse samt et projekt indenfor ”urban transport”.

Det koster at modne eksportprojekter, og sommetider har investorer og eksportører usikre på, om omkostningerne nu også bliver omsat i ordrer, der får pengene ind igen. Her kan EKF altså hjælpe. Så hvis du har planer om et grønt eksportprojekt, men er stødt på barrierer for at realisere det, kan du søge tilskud til modning hos EKF Green Accelerator. Der er planlagt tre ansøgningsrunder i 2022 - den første løber fra 17. januar til 18. februar, og svarene forventes i marts 2022.

Målrettet grøn modning

Green Accelerator er målrettet modning af grønne projekter, som f.eks. reducerer brugen af fossile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser, fremmer energieffektivitet og effektiv ressourceudnyttelse eller afhjælper mangel på fødevarer eller mangel på vand.

Vi er rigtig glade for, at vi nu har kunnet hjælpe endnu flere virksomheder med at udleve deres eksportdrømme

EKF støtter helst projekter, hvor kunderne er identificeret, men hvor der er behov for mere forarbejde, inden kontrakten kan komme i hus. Der ydes først og fremmest tilskud til konsulenthjælp, rådgivning og ekspertassistance til feasibility-studier, markedsanalyser, juridisk rådgivning, patentansøgninger, oplysning, marketing og anden projektmodning. Der ydes også tilskud til projektstyring, revision og rejser og i mindre grad indkøb af hardware.

Ordningen er indført, fordi det kan være dyrt og krævende at modne eksportprojekter og gøre dem til virkelighed. Det indebærer altid en satsning at gå efter nye markeder, da gevinsten ikke er sikker. EKF Green Accelerator gør det nemmere for virksomhederne at vove det.

Se mere på:  www.ekf.dk/markedsmodning