BEMÆRK AT DETTE WEBSITE LUKKER 14. JUNI 2023
EKF er pr. 1. april 2023 fusioneret ind i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Dette website, ekf.dk, lukker derfor snart. Vi gør opmærksom på, at indhold på siden kan være forældet og henviser i stedet til eifo.dk eller til vores kundecenter på +45 70 60 49 60.
Nyhed
Mand rør i tank med dampende væske på fødevarefabrik

Ny aftale styrker dansk eksport til Mexico


12-02-2020

EKF Danmarks Eksportkredit har indgået en aftale med en af Mexicos største banker Banorte om finansiering af eksport fra danske virksomheder til mexicanske købere. Aftalen vil især styrke eksporten inden for landbrug, industri og energi.
Danske eksportvirksomheder får en væsentlig konkurrencefordel, fordi mexicanske kunder lettere kan få finansieret deres køb af varer i Danmark.

Aftalen betyder, at Banorte vil tilbyde danske eksportører, at de kan få et finansieringstilbud fra Banorte, som de kan sende sammen med deres tilbud om udstyr til køberen:

”Danske eksportvirksomheder får en væsentlig konkurrencefordel, fordi mexicanske kunder lettere kan få finansieret deres køb af varer i Danmark. EKF stiller garanti for finansieringen, og dermed kan mexicanske købere få kredit i 3-10 år – for vedvarende energi dog op til 18 år,” siger chief underwriter Lars Smed, EKF.

”Vi er overbeviste om, at EKF kan støtte mexicanske virksomheders investeringsprojekter. Aftalen kombinerer Banortes speciale inden for infrastruktur og energi med EKF’s ekspertise inden for vedvarende energi. Det er i tråd med Mexico’s initiativer inden for bæredygtighed og adskillige andre sektorer, hvor vores økonomier supplerer hinanden,” siger CEO for Grupo Financiero Marcos Ramírez Miguel, Banorte.

Stort potentiale

Interesseorganisationerne Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer ser positivt på den nye aftale.

”Dansk Industri ser et stort potentiale i samarbejdet mellem EKF og Banorte, da adskillige af vores medlemmer eksporterer til Mexico, og mulighederne på markedet er enorme inden for alt fra landbrug og fødevareindustrien til grøn energi og vandsektoren i landet. Med aftalen står danske eksportører endnu stærkere i kampen om ordrer, da Banorte er en anerkendt institution og blandt de største kommercielle banker i Mexico,” siger Jens Holst Nielsen, direktør, international markedsudvikling, Dansk Industri.

”EKF’s samarbejde med kundernes banker er fundamentet for bedre eksportmuligheder, og aftalen med Banorte giver de danske eksportører adgang til beslutningstagerne hos store kunder gennem en finansieringsordning. Danmark har en unik værdikæde indenfor fødevareproduktion. Den er sammenhængende, stærk og afprøvet. Det er fundamentet for vores højt specialiserede danske agro- og fødevareindustrivirksomheder og dermed for deres eksport,” siger Susanne Zwergius Teilmann, markedsudvikler, Landbrug & Fødevarer.

Øget fokus på Mexico

EKF, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer har et tæt samarbejde med Den Danske Ambassade i Mexico, og danske eksportvirksomheder har gennem de seneste år haft øget fokus på mulighederne i landet.

Der er et stort potentiale for danske virksomheder her i Mexico inden for energi, sundhed og fødevarer.

Sidste år besøgte tre danske erhvervsdelegationer Mexico, og i år forventes 2-3 delegationer inden for vand og fødevarer.

”Der er et stort potentiale for danske virksomheder her i Mexico inden for energi, sundhed og fødevarer. Mexico har et stærkt hjemmemarked med ca. 130 millioner forbrugere, en voksende og købestærk middelklasse, og landet ligger samtidig klods op ad verdens største økonomi, USA. Fra den danske ambassade har vi løbende et tæt samarbejde med 40-50 danske virksomheder,” siger Jacob Green, souschef og chef for handelsafdelingen på Den Danske Ambassade i Mexico.

Flere danske virksomheder som Vestas og LEGO har i en årrække har haft produktion i Mexico for at være tæt på markederne i både Nordamerika og Latinamerika.

I 2018 eksporterede danske virksomheder varer og tjenesteydelser til Mexico for 5,7 milliarder kroner, mens Danmark importerede for 3,7 milliarder kroner fra Mexico. Udenrigsministeriet skønner, at den danske eksport af varer og tjenesteydelser til Mexico vil vokse med 5,5 procent i år. De største grupper af eksportvarer til Mexico er medicin samt udstyr og maskiner til industrivirksomheder.

EKF Danmarks Eksportkredit bistår danske virksomheder med finansiering af eksport.

Læs også