Danmarks Grønne Fremtidsfond er på plads: EKF er klar til at trække i arbejdstøjet

EKF har fået udvidet sit spillerum til at fremme eksporten af grønne danske løsninger med 14 mia. kr.

Med regeringens etablering af Danmarks Grønne Fremtidsfond står det klart, at EKF har fået udvidet sit mandat til at fremme eksporten af dansk klimateknologi og reducere verdens CO2-udslip. Der er sat 25 mia. kr. af til den nye fond, og de 14 mia. kr. skal gå til øget eksport gennem EKF. Ud over EKF består Danmarks Grønne Fremtidsfond af IFU, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond.

Grønne projekter er en hjørnesten i EKF i kraft af mange års arbejde med især internationale vindprojekter, så den udvidede ramme er en naturlig fortsættelse af EKF’s hidtidige arbejde inden for grøn omstilling, fortæller EKF’s adm. direktør, Kirstine Damkjær.

”Fremtidsfonden er en rigtig god nyhed for både dansk eksport og den grønne omstilling. I EKF ser vi det som en anerkendelse af vores mangeårige arbejde med at fremme eksport af dansk klimateknologi. Vi har bevist, at man både kan skabe vækst i ordrebøgerne hos danske virksomheder og trække den grønne omstilling i den rigtige retning på samme tid, så vi er meget stolte over at få lov til at gøre endnu mere af det, vi er gode til.”

Grønne projekter skaber CO2-reduktion

De vedvarende energiprojekter, som EKF deltog i finansieringen af i 2019, har stor betydning. I løbet af deres levetid vil de forventeligt skabe en samlet CO2-reduktion på 75 mio. tons CO2-ækvivalenter. Det er næsten halvanden gang så meget, som hele Danmark udledte i 2019. Her udgjorde Danmarks samlede CO2-udledning 49,9 mio. tons CO2.

EKF har i de senere år oplevet en markant efterspørgsel efter dansk klimateknologi og den finansiering, der er afgørende, hvis de grønne projekter skal blive til virkelighed.
Senest har EKF sammen med danske vindeksportører været med til at åbne et nyt offshore-marked i Taiwan, og Kirstine Damkjær pointerer, at der ligger masser af relevante projekter klar i skuffen. Både inden for vind og andre sektorer.

”Danske virksomheder har også stærke kompetencer inden for biogas, energilagring og energieffektivisering, og vi møder mange innovative danske virksomheder i disse år. Udviklingen af nye løsninger er et vigtigt element i den grønne omstilling, så vi forventer, at der vil komme flere nye vindeventyr med nye teknologier. Dem skal vi have danske virksomheder med på, så vi er klar til at trække i arbejdstøjet.”

Læs også