Grønlandske eksportører får adgang til dansk eksportkredit
Fra 1. marts kan grønlandske virksomheder bruge EKF Danmarks Eksportkredits produkter. Dermed er statslige eksportkreditter tilgængelige i hele rigsfællesskabet.
Den 1. marts trådte en bekendtgørelse underskrevet af erhvervsminister Rasmus Jarlov i kraft. Bekendtgørelsen gør det muligt for grønlandske virksomheder at benytte sig af EKF Danmarks Eksportkredits garantier, kautioner og lån.
Eksportører på Færøerne har allerede adgang til EKF’s produkter, og dermed kan virksomheder i hele rigsfællesskabet nu få finansieret og risikoafdækket deres eksportforretninger hos EKF.
”Vi er i kontakt med nogle grønlandske banker, og i første omgang tager vi op og besøger dem for at få afdækket potentialet for de grønlandske virksomheder,” siger afdelingsdirektør i EKF Kim Richter.