Taiwan er porten til nye eventyr med havvind

Øriget opstiller vindparker til havs i hastigt tempo – og bliver i stigende grad indgangen til Asien for danske virksomheder i vindindustrien. EKF er med til at åbne porten til de nye eventyr.

Øgruppen er lille, men ambitionerne er tårnhøje. Taiwan vil være fri af fossile brændsler og selvforsynende med energi i løbet af kort tid. Det sker gennem en stor satsning på havvind. Og hvem kan så bedst hjælpe med det? Det kan de danske verdensmestre i havvind – Vestas, Siemens Gamesa, Ørsted, CIP og EKF.

Øriget Taiwan er – udover selv at være storaftager af havvindmøller – i dag også udgangspunktet for en stor del af det havvindeventyr, der er i gang på tværs af de asiatiske lande. Store udviklere såsom Ørsted og turbineproducenter såsom Vestas og Siemens Gamesa (SGRE) har deres regionale hubs i Taipei.

Med etableringen i Taiwan kan danske virksomheder inden for havvindenergi brede sig til andre asiatiske markeder, hvoraf særlig Japan, Sydkorea og Vietnam viser glimrende takter.

Taiwans indtog på verdensscenen for havvindenergi skete i 2018 med verdens første kommercielle havvindmøllepark uden for Europa kaldet Formosa 1. Allerede her var EKF aktiv med en betydelig risikoafdækning.

Siden har mange danske og udenlandske leverandører etableret sig i Taiwan, hvorfra de servicerer udbygning af taiwanesisk havvindenergi. EKF har siden Formosa 1 deltaget i finansiering eller risikoafdækningen af fem andre havvindparker: Yunlin, Formosa 2, CFXD, Greater Changhua 1a samt Zhong Neng.

Vil give flere danske ordrer

Med etableringen i Taiwan kan danske virksomheder inden for havvindenergi brede sig til andre asiatiske markeder, hvoraf særlig Japan, Sydkorea og Vietnam viser glimrende takter.

Patrick Rosenqvist Jakobsen, senior vice president i EKF, kalder det ”rettidig omhu”, at EKF har været med til at åbne porten for de danske grønne løsninger i store dele af Asien.

”Taiwan fremstår som det lysende fyrtårn for havvindenergi i Asien med en klar plan for udbygningen, mens andre lande fortsat er i gang med afklaring af rammevilkår og udbud. Men der er ingen tvivl om, at også de øvrige landes udbygning af vedvarende energi vil kaste store ordrer af til danske virksomheder, og at danske investorer vil få del i udviklingen gennem investeringer i vindparkerne. I EKF står vi parat til både at finansiere og afdække risiko”, siger Patrick Rosenqvist Jakobsen.

Taiwans indtog på verdensscenen for havvindenergi skete i 2018 med verdens første kommercielle havvindmøllepark uden for Europa kaldet Formosa 1. Allerede her var EKF aktiv med en betydelig risikoafdækning.

I 2021 deltog EKF i finansieringen af Greater Changhua 1a, da den canadiske pensionskasse CDPQ og taiwanesiske Cathay PE købte 50 pct. af ejerskabet af danske Ørsted A/S. Parken er på 605 MW, og turbinerne er leveret af Siemens Gamesa Renewable Energy A/S. EKF garanterede tilbagebetalingen af lån i NTD for over NTD 15 mia. – svarende til 3,4 mia. kr. Resten af finansieringen blev tilvejebragt af en gruppe af internationale og lokale banker sammen med flere andre landes ECA’er.

EKF afdækkede også gennem en investeringsgaranti (Political Risk Insurance) de politiske risici ifm. Copenhagen Infrastructure Partners investering i Zhong Neng-projektet i Taiwan, der ligeledes er et offshore vindprojekt. Projektet er på 298 MW med turbiner fra Vestas Wind Systems A/S. EKF afdækker de politiske risici såsom krig, oprør, nationalisering, ekspropriation og lignende sammen med en gruppe af private forsikringsselskaber.

EKF vælges til i disse større projektfinansieringer på grund af vores store erfaring med vedvarende energi, komplekse finansieringsløsninger og villighed til at tage risiko og indgå i samarbejde med udviklere og lokale regeringer for at finde løsninger, der får projekter til at lykkedes.


Retur til alle artikler i årsrapport 2021