BEMÆRK AT DETTE WEBSITE LUKKER 31. MAJ 2023
EKF er pr. 1. april 2023 fusioneret ind i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Dette website, ekf.dk, lukker derfor snart. Vi gør opmærksom på, at indhold på siden kan være forældet og henviser i stedet til eifo.dk eller til vores kundecenter på +45 70 60 49 60.

Taiwan satser på vindmøller til havs


Over 90 procent af Taiwans energiforsyning dækkes i dag af importeret kul og naturgas, men landet har lagt en ambitiøs plan for at gøre sig mindre afhængig af importeret brændsel. Planen indebærer, at 20 procent af landets elforsyning i 2025 skal komme fra vedvarende energikilder. Til sammenligning kommer godt en tredjedel af Danmarks energiforbrug allerede i dag fra vedvarende energi. (Foto: MHI Vestas fra anden vindmøllepark)

Taiwan satser især på vindenergi, og her er planen at etablere en række vindmølleparker til havs, som i 2025 kan levere 5,5 Gigawatt og i 2030 hele 10 GW. Det seneste projekt, der skal bidrage til at opfylde målet, er to offshore vindmølleparker på i alt 589 MW. De to parker, Changfang og Xidao, bliver placeret i Taiwanstrædet ca. 11 km fra landets vestlige kyst.

Fakta


Hvad: Offshore vindmøllepark 11 kilometer fra Taiwans vestkyst

Leverandør: MHI Vestas leverer 62 vindmøller på hver 9,5 MW

Samlet kapacitet: 589 MW for de to vindmølleparker

Grøn strøm: Vindmølleparkerne kan levere grøn strøm til ca. 600.000 husstande

CO2-reduktion: Forventet reduktion på 34 mio. tons CO2 over levetiden

Væsentlig lokal produktion

Det dansk-japanske joint venture MHI Vestas skal levere i alt 62 vindmøller på hver 9,5 MW til projektet. En del af leverancen består af turbiner, der bliver fremstillet på Lindø på Fyn. De taiwanesiske myndigheder har imidlertid krævet, at en væsentlig del af projektet bliver produceret og leveret lokalt, så landet både kan styrke beskæftigelsen og udvikle viden om vindenergi.

På den baggrund er etableringen af Changfang og Xidao vindmølleparkerne skelsættende ved at være det vindenergiprojekt, der til dato har den største lokale produktion. De to vindmølleparker skaber tilsammen omkring 5.300 jobs i projektperioden, som blev indledt i 2019 og løber frem til starten af 2024, hvor de to parker er i fuld drift.

Danske Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) står for at udvikle projektet og ejer samtidig hovedparten af projektet gennem to fonde. De to lokale selskaber Taiwan Life Insurance og TransGlobe Life Insurance ejer en mindre del af projektet.

Bredt konsortium

Projektet har indgået en 20-årig aftale med det statslige energiselskab Taiwan Power Company om at aftage elproduktionen fra vindmølleparkerne. Desuden har projektet indgået en serviceaftale med Vestas om vedligeholdelse af vindmøllerne.

Hele projektet er finansieret af et usædvanligt stort konsortium på 25 internationale og lokale banker, finansielle institutioner og eksportkreditinstitutter, heriblandt EKF. Den store kreds af partnere har været nødvendig for at finansiere projektomkostninger på i alt 110 mia. Taiwan dollars (ca. 23,4 mia. DKK). EKF har ydet en garanti til projektet på 2,5 mia. DKK.

Se flere cases fra Danmarks Grønne Fremtidsfond