1: Ny likviditetskaution til coronaramte eksportvirksomheder målrettet SMV’er (de små og mellemstore virksomheder)
Det første initiativ, en likviditetskaution, skal bakke op om de mange danske eksportører, som havner i likviditetsproblemer, fordi indtægterne går ned, mens der stadig er udgifter til løn og leverandører. Med dette produkt giver vi bedre vilkår i krisen.
Likviditetskautionen virker ved, at EKF dækker 80 procent af bankernes eventuelle tab på nye lån, der går til at sikre eksportvirksomhedernes likviditet. Det vil give bankerne øget incitament til at yde den nødvendige likviditet til SMV’erne, hvilket kan blive essentielt for mange virksomheder.
Den eksisterende eksportkautionsordning blev etableret i forbindelse med finanskrisen i 2008 og understøtter i dag ca. 400 eksportvirksomheder. De nye likviditetskautioner kan i første omgang få det tal til at stige med yderligere 250 virksomheder og udlån for 1,25 mia. DKK.
Vi kommer snarest med nærmere information om likviditetskautionen og hvem, der kan få adgang til den.
2: Udvidelse af EKF’s genforsikring af private kreditforsikrere til gavn for både store og små virksomheder
Det andet initiativ, en udvidelse af EKF’s eksisterende genforsikringsordning til også at omfatte OECD-lande, skal sikre, at coronavirus-krisen ikke afskrækker de private kreditforsikringsselskaber fra at forsikre danske eksportørers eksportordrer. Det så vi fx ske under finanskrisen.
Siden finanskrisen har EKF sammen med kreditforsikringsselskaberne Atradius, Euler Hermes, Coface og TrygGaranti tilbudt et genforsikringsprodukt, hvor EKF genforsikrer de private kreditforsikrere, så de fortsat kan forsikre danske virksomheders eksportordrer. EKF fungerer som en slags "forsikringsselskabernes forsikringsselskab" og dækker op til 90 pct. af kreditforsikrernes risiko på nye eksportordrer.
De seneste år har kreditforsikringsselskaberne ikke haft så meget brug for produktet, da konjunkturerne har været gode. Eksportordrer i OECD-landene har derfor ikke været dækket af produktet. Men nu hvor likviditetsproblemer også breder sig hos de udenlandske købere af danske produkter i OECD-lande, kan det medføre, at de private kreditforsikringsselskaber vil reducere deres ”kreditlimits” her og sige nej til danske virksomheder med forsikringsbehov.
EKF vil derfor anmode EU-Kommissionen om tilladelse til at udvide ordningen, så også EU- og OECD-landene kan omfattes. Det skal sikre, at de danske eksportørers risiko bliver afdækket, så de får deres penge, hvis den udenlandske kunde ikke kan betale.
Genforsikringsordningen hjælper i dag ca. 50 danske virksomheder med forretninger på samlet DKK 500 mio., men kan udvides til at dække mange flere virksomheder. Genforsikringsordningen dækker alle eksportører – herunder både SMV’ere og store virksomheders eksportordrer.
Initiativerne skal godkendes af EU-Kommissionen
Den nye likviditetskaution og udvidelsen af genforsikringsordningen er endnu ikke trådt i kraft, da de skal godkendes af EU-Kommissionen i henhold til statsstøttereglerne. Virksomheder skal kontakte deres bank for at få en likviditetskaution og deres kreditforsikringsselskab for at få forsikret eksportordrer. EKF modtager også gerne henvendelse fra virksomheder, som ønsker mere information.
Brug de sædvanlige processer
Hvis du får brug for de to nye initiativer, er processerne som altid. Du kontakter EKF på samme måde som altid, og du ansøger på samme måde som altid.
Kontakt
Tag fat i din kontaktperson i EKF, hvis du har spørgsmål til de nye tiltag. Se listen herunder, eller find alle vores medarbejdere her.