Designerstole i voldsom vækst


”Vi har i 2017 haft vækst i alle markeder, og eksporten er større end nogensinde!”, siger direktør Knud Erik Hansen. Carl Hansen og Søn sælger designerstole i hele verden. En kaution fra EKF gav kræfter til fortsat vækst.

Direktør Knud Erik Hansen er tredje generation i familievirksomheden Carl Hansen & Søn, og forretningen har aldrig haft mere fart på. Fra landsbyen Gelsted på Vestfyn forsyner Carl Hansen & Søn i dag hele verden med danske designmøbler fra blandt andre Wegner, Wanscher og Kaare Klint. Det er møbler i høj kvalitet og med vækstkurver, der peger stejlt opad.

Hvis vi ikke var flyttet til den nye fabrik, havde vi været verdens dårligste leverandør af møbler

“Væksten bekræfter os i, at danske møbelklassikeres rejse internationalt kun lige er begyndt. Vi forventer, at denne eksportvækst vil fortsætte og styrkes de kommende år – både i Europa, i USA og i Asien,” fortæller Knud Erik Hansen, adm. direktør hos Carl Hansen & Søn.

Sådan har det ikke altid været. Da Knud Erik Hansen satte sig i chefstolen i 2002, var Carl Hansen & Søn et snedkerværksted med 17 ansatte. Dengang tog han en bevidst beslutning om at satse på eksport. For selvom designermøbler er populære i Danmark, er markedet grundlæggende ikke stort nok. I dag går to ud af tre Elbow Chairs, Y-stole og alle de andre til eksport. I 2017 havde virksomheden over 250 medarbejdere i Danmark og en omsætning på en halv milliard kr.​​​

Væksten har været konstant, men kom for alvor op i gear for et par år siden, da Carl Hansen & Søn indviede en ny og dobbelt så stor fabrik. Det gav ikke blot plads til at øge produktionen, men også mulighed for at styrke virksomheden ved at modernisere, effektivisere og tage en række opgaver hjem fra underleverandører i udlandet.

”Hvis vi ikke var flyttet til den nye fabrik, havde vi været verdens dårligste leverandør af møbler,” mener Knud Erik Hansen.

Store planer – store investeringer

Det høje investeringstempo i Carl Hansen & Søn kræver tæt partnerskab med banken. EKF har derfor stillet en Kaution for anlægslån, som gør, at banken sover roligt om natten. Kautionerne tager toppen af bankens risiko på Carl Hansen & Søns lån til anlægsinvesteringer. Det sikrer, at Knud Erik Hansen og de stadigt flere medarbejdere har kapital til at fortsætte jagten på virksomhedens uudnyttede potentiale.

Se hvem vi ellers har hjulpet

Gul tråd

Få viden og inspiration om eksport og finansiering


Abonner på stærkt indhold om eksport og finansiering, som du kan bruge til at styrke dine eksportforretninger.
Gå til signup