Venezuela – præsidentskifte eller mere kaos

Selv med et hurtigt regimeskifte vil det tage år at få Venezuelas økonomi på fode igen.

Denne analyse af EKF's chefanalytiker Lars Piil Damm har været bragt i Jyllands-Posten 8. marts 2019.

Det internationale pres på Venezuelas præsident Maduro stiger. 50 lande støtter nu den selvudnævnte præsident Juan Guaidó, der er leder af Venezuelas Nationalforsamling. Han har de seneste uger været rundt i Sydamerika for at samle international støtte. Mandag vendte han under trusler om arrestation hjem igen. Med to præsidenter og en økonomi, der er på randen af kollaps, er situationen ustabil. Foreløbig har Maduro dog stadig militærets opbakning, selv om han har kørt landet økonomisk i sænk og fastholder magten med udemokratiske midler.

Men selv hvis det lykkes at sikre en fredelig magtoverdragelse, vil der gå lang tid, før Venezuelas økonomi er på fode igen. Venezuela har verdens største kendte oliereserver og kunne være et af verdens rigeste lande. Men årtiers korruption og inkompetent ledelse af landet og det statslige olieselskab har så godt som slagtet hønen, der lægger guldægget.

Økonomien anslås at være halveret, siden Maduro kom til magten i 2013, mens landets altafgørende olieproduktion anslås at være faldet fra 3,6 mio. tønder om dagen i 2013 til omkring 1,1 mio. tønder i dag. Olie udgør næsten hele Venezuelas eksport og er det fundament, hele økonomien hviler på.

Det har braklagt alt fra landbruget over fødevaresektoren til industriproduktionen og skabt mangel på alt fra mad til medicin

Elendig økonomi

Venezuela har derfor akut behov for at investere i olieindustrien. Men USA har strammet sanktionerne i et forsøg på at presse Maduro fra magten. Det giver præsidenten anledning til at give USA skylden for landets elendige økonomi, men den forklaring er det de færreste, der tror på længere.

Selv gamle venner som Rusland og Kina ser efterhånden ud til at synes, at Maduro trækker lidt vel store veksler på venskabet. Senest har den russiske statsbank Gazprombank stoppet långivningen til Venezuelas olieselskab PDVSA, fordi de ikke betaler af på deres gæld, og Kina kræver sine lån tilbagebetalt i olie.

Titusindvis af oliearbejdere er flygtet ud af landet, og tusindvis af andre strejker eller møder bare ikke på arbejde, fordi de ikke får løn. Korruption, tyverier, nedbrud og eksplosioner er hverdag i oliesektoren, og kun et ud af fire raffinaderier er nu i drift med det resultat, at der er mangel på benzin og diesel i verdens olierigeste nation.

Tillid

Genetablering af tilliden til Venezuelas økonomi er en nøglefaktor. IMF og Verdensbanken vil stå klar med tilbud om lån og hjælp til restrukturering af gælden, hvis Venezuela får en økonomisk ansvarlig regering, der har folkelig opbakning. Til gengæld vil de kræve, at seddelpressen stoppes for at få nedbragt hyperinflationen, og at der skabes balance mellem statens indtægter og udgifter.

En hurtig løsning kunne være at åbne døren for investeringer fra store internationale olieselskaber. Men der er også et stort behov for at få gang i det private erhvervsliv. Staten har i årevis nationaliseret virksomheder og indført priskontrol og valutarestriktioner. Det har braklagt alt fra landbruget over fødevaresektoren til industriproduktionen og skabt mangel på alt fra mad til medicin.

Samtidig har udenlandske virksomheder som General Motors og Goodyear for længst lukket deres fabrikker som følge af nationaliseringer og manglen på varer til produktionen. At få gang i det private erhvervsliv igen kræver derfor omfattende strukturelle reformer og en velreguleret banksektor, der er i stand til at låne penge ud til private virksomheder.

Uanset hvordan og hvornår Venezuela får et magtskifte, vil en økonomisk genopretning være en lang og sej proces, som vil stille store krav til den allerede hårdt plagede befolknings tålmodighed.