Libanon – statsbankerot truer

Premierminister Hariri trak sig tirsdag, men tårnhøj statsgæld gør det vanskeligt for en ny regering at imødekomme demonstranters krav.

Af: Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker EKF

Brændende bildæk, tåregas og vandkanoner – over hele Libanon er byer blevet forvandlet til noget, der mest minder om en krigszone. Langt størstedelen af demonstrationerne er dog fredelige, og de festglade libanesere går ikke af vejen for at kombinere protest og gadefest. For de seneste ugers uro er vand i forhold til de faldende granater og snigskytter, libaneserne tidligere har oplevet under den 15 år lange borgerkrig fra 1975-1990.

Men demonstrationerne er udtryk for en dyb, økonomisk krise og en følelse af afmagt. Libaneserne er utilfredse med de stigende priser, den høje korruption og den politiske elite. Men det var et forslag om skat på den populære telefonapp WhatsApp, som var dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Demonstrationerne fik premierminister Hariris til at trække sig tirsdag. Men et systemskifte ligger ikke i kortene. For det politiske system er baseret på sekterisk og religiøst tilhørsforhold med en forudbestemt kvotefordeling af centrale magtposter mellem de religiøse grupper i landet. Formålet er at fastholde freden ved at sikre en acceptabel magtfordeling mellem de tre religiøse hovedgrupper: kristne, sunni- og shiamuslimer.

Gældsbombe

Uanset om der kan dannes en ny regering relativt hurtigt – hvilket ikke er normen i Libanon – eller om der kommer et længerevarende politisk dødvande, vil det være vanskeligt at tilfredsstille demonstranternes krav. For Libanons økonomi er som humlebien, der i teorien ikke kan flyve, men alligevel gør det.

Den offentlige gæld på 150 pct. af BNP er næsten på højde med Grækenlands, og gælden er stigende. For landet har i årevis haft underskud på de offentlige finanser, og alene betaling af renter og afdrag på gælden lagde sidste år beslag på hele 45 pct. af statens indtægter.

Situationen blev kun værre, da den nu tidligere regering i sidste uge forsøgte at imødekomme demonstranterne ved at foreslå beskatning på banker, der med garanti vil medføre færre investeringer og lavere vækst.

Læg hertil, at en stor hjælpepakke fra 2018 på 11 milliarder dollars fra bl.a. Verdensbanken, EU og de arabiske olielande aldrig er blevet udbetalt, fordi hjælpen var betinget af offentlige besparelser på 1 pct. af BNP om året i fem år – og de krav har landet ikke evnet at opfylde. De billige lån skulle bruges til investeringer i infrastruktur og i energiforsyningen, der skulle få gang i væksten.

Statsbankerot

Når Libanon ikke allerede er gået statsbankerot, skyldes det to forhold: Libanon har i årtier haft adgang til billige lån fra de rige arabiske oliestater. Og landet er et yndet feriemål for velhavende arabere, der derfor har haft en interesse i at støtte landet.

Den kritiske økonomiske situation vil også ramme den dansk eksport negativt

Støtten fra araberne handler også om at mindske indflydelsen fra Iran, der støtter den islamistiske Hizbollah-organisation. Men de faldende oliepriser har gjort, at de rige oliestater ikke længere har den evne til at understøtte Libanons økonomi, som de havde tidligere.

Hertil kommer, at der gennem årtier er strømmet valuta til landet fra udenlands-libanesere, der har placeret deres opsparinger i de libanesiske banker til meget gunstige renter. Indskuddene har bankerne brugt til at opkøbe libanesiske statsobligationer for at finansiere statens underskud.

Den linde strøm af indskud har samtidigt gjort det muligt for Libanon at føre en fastkurspolitik over for dollaren. Men nu er indskuddene begyndt at falde, og hvis ikke landet foretager massive offentlige besparelser, er der alvorlig risiko for en valutakrise og en statsbankerot.

Alt taler derfor for, at den libanesiske befolkning vil opleve endnu trangere kår de kommende år, og at man kan forvente endnu mere uro. Den kritiske økonomiske situation vil også ramme den dansk eksport negativt.

Læs også