Italien – en økonomi på kanten af krisen​​

Kaos præger det politiske system i Italien. Men også økonomien skranter.

Af Jeppe Skårhøj, senioranalytiker EKF

Er der noget italienerne er vant til, er det regeringsskifte. Hele 65 regeringer er det blevet til siden 2. Verdenskrig, og lige nu venter alle spændt på at nummer 66 for alvor sætter sig til rette i stolene.

Uanset hvordan regeringsgrundlaget bliver, står udfordringerne i kø. For de sidste 10 år har Italien tre gange befundet sig i en recession – senest med udgangen af 2018. Selv om de første måneder af 2019 bød på en svag bed-ring, så står det fortsat skidt til - især med væksten inden for landbruget og industrien.

Statsgælden er på hele 132 procent af BNP og med et budgetunderskud på 2,5 procent af BNP, overgås de økonomiske problemer kun af Grækenland. Problemet er, at den italienske økonomi er cirka ti gange så stor som den græske, og derfor kan det få uoverstigelige konsekvenser for både Italien og resten af eurosamarbejdet, hvis der ikke kommer styr på økonomien.

Reformer

En af årsagerne til den manglende vækst skal findes i det faktum, at Italien ikke gennemfører de nødvendige reformer af økonomien. Produktiviteten i den offentlige sektor er for lav, eksporten og turismen vækster ikke, og der er behov for arbejdsmarkedsreformer, der kan gøre det nemmere for både de store industrivirksomheder og de mange små og mellemstore virksomheder at justere produktionen ved hurtigere at kunne hyre og fyre.

En uafhængighed af euroen og en efterfølgende devaluering vil med et trylleslag gøre italienske varer billigere og dermed mere konkurrencedygtige

Hvis den siddende regering ikke ønsker at øge produktiviteten gennem langvarige og ofte upopulære reformer, er det nemme quick fix ofte en devaluering. Men som euromedlem har Italien ikke mulighed for at devaluere, og det har ført til spekulationer om, at Italien kunne finde på at forlade euroen – hvilket vil være et nærmest dræbende slag for eurosamarbejdet.

En uafhængighed af euroen og en efterfølgende devaluering vil med et trylleslag gøre italienske varer billigere og dermed mere konkurrencedygtige. Men devaluering og valutakrig har også en række negative effekter. Herunder risiko for høj inflation samt at gæld optaget i udenlandsk valuta vil stige betragteligt. Et italiensk euroexit er derfor næppe noget, der ligger lige for. 

Af samme grund er Italiens offentlige budget nærmest sat under administration af EU, fordi de ikke lever op til kriterierne i Euro-samarbejdet. Det førte i foråret til en voldsom konfrontation mellem regeringen og EU kommissionen.

For nu kan man dog ånde lettet op i EU, for det ser ud til, at det stik mod forventningerne vil lykkedes for Fem-stjernebevægelsen og det socialdemokratiske Partito Democratico at blive enige om at danne regering. Dermed undgår man, at der udskrive valg, hvor den EU-fjendske Matteo Salvini fra det højrepopulistiske parti Lega, ifølge meningsmålingerne vil vinde mellem 35 og 40 procent af stemmerne.

Den nye regering er dog lige så skrøbelig som den forrige og står overfor store udfordringer med at skabe tillid og få gang i hjulene. For i en periode med en global afmatning, vil et skrøbeligt land som Italien blive testet på sin økonomiske styrke, og hvis økonomien ikke står distancen, vil købekraften falde. Det vil betyde faldende dansk eksport til Italien. 

Læs også