Guatemala – ikke noget at grine af

Guatemala er kastet ud i en forfatningsmæssig krise og stigende protester fra befolkningen, der er trætte af præsidenten og de korrupte politikere.​

Af Niels Husted Dall-Hansen, senioranalytiker EKF Danmarks Eksportkredit. Bragt i Jyllands-posten 24.01.2019.

Det er tragikomisk. Guatemalas præsident Jimmy Morales var tidligere komiker og tv-vært, men vandt trods sin manglende politiske erfaring præsidentvalget i 2015 under sloganet ’hverken korrupt eller tyv’. Han har netop kastet CICIG, den FN-støttede antikorruptionskommission for Guatemala, på porten, efter at de igennem mere end 10 år har hjulpet med at bekæmpe den omfattende korruptionen i landet.

Årsag? CICIG har anklaget præsidenten og hans parti for at have modtage uberettigede kampagnemidler. Samtidig har de sendt præsidentens søn og bror på anklagebænken for at have svindlet sig til offentlige midler. Det sker vel at mærke i et land, hvor hvert tiende kongresmedlem er blevet underlagt korruptionsundersøgelser, og hvor forgængeren i præsidentembedet måtte træde tilbage og blev fængslet på grund af massiv toldsvindel. 

Ulovligt

En forfatningsdomstol har erklæret præsidentens opløsning af kommissionen for forfatningsstridig og har gjort det klart, at Morales ikke bare kan trække Guatemala ud af internationale aftaler. På samme vis underkendte de Jimmy Morales, da han i maj sidste år krævede den svenske ambassadør udvist, fordi han offentligt havde kommenteret på korruptionen i landet.

Efter at have kæmpet for udvisningen af CICIG i over to år, eskalerede regeringen situationen, da de i starten af januar satte sikkerhedsstyrkerne til at eskortere de udenlandske eksperter til lufthavnen - uden mulighed for genindrejse.

En pengestrøm der udgør hele ti procent af Guatemalas BNP

Afhængighed

Men tiden er ved at rinde ud for Morales. Der er valg til juni, og han kan ikke genopstille. Samtidig mister han sin politiske immunitet, når han ikke længere er præsident. Morales’ popularitet er styrtdykket, og de seneste uger har budt på folkelige protester. Men det er ikke kun befolkningen, der har fået nok. Internationale donorer advarer om, at den antidemokratiske glidebane og konsekvensen af nedlæggelsen af kommissionen kan blive, at man trækker udviklingshjælpen til landet.

Morales har forsøgt at skaffe sig en allieret i Donald Trump, som nok selv er en smule træt af at høre om korruptionsanklager. Guatemala har derfor i lighed med USA, valgt at flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Samtidig er en ny karavane af emigranter fra Honduras nu under stor mediebevågenhed igen på vej mod USA. Morales har for rullende kameraer lovet Trump, at han er parat til at sætte militæret ind i forsøget på at holde dem tilbage.

For ud over at USA er den største donor, er Guatemalas økonomi afhængig af de mange af borgere, der er emigreret til USA og herfra sender penge hjem til deres familier. En pengestrøm der udgør hele ti procent af Guatemalas BNP. Man ser derfor også med stor nervøsitet på Trumps udmeldinger om at ville sende de illegale immigranter hjem. Læg hertil at USA aftager en tredjedel af Guatemalas officielle eksport, hovedsageligt kaffe, fødevarer og tekstiler.

Ud over at få bugt med den omfattende korruption, har Guatemala brug for investeringer i infrastruktur, uddannelse og sociale programmer for at skabe højere vækst og mindre ulighed. Med et velstandsniveau under en syvendedel af det danske, og en forholdsvis ung, arbejdsvillig befolkning, er der dog også masser af muligheder for økonomisk vækst i Centralamerikas mest folkerige land – men det kræver en hjælpende hånd fra internationale samfund.

Den danske eksport til Guatemala er begrænset og består primært af medikamenter, enzymer og fødevarer.