Skotsk uafhængighed bør ikke baseres på følelser

Skotlands mindretalsregering står til at vinde en jordskredssejr til valget i maj, og det har for alvor sat gang i snakken om skotsk uafhængighed fra Storbritannien. Men debatten er baseret på følelser, ikke fornuft.

Af: Jeppe Skårhøj, senioranalytiker, EKF, 04-02-2021

De fleste med en fødselsdato før årtusindskiftet vil huske, hvordan det gik for den blå-hvide Mel Gibson i rollen som William Wallace i filmen Braveheart fra 1995. Han mistede hovedet i sin kamp for skotsk uafhængighed af England.

Efter alt at dømme vil det gå mere fredeligt for sig, hvis skotternes populære førsteminister, Nicola Sturgeon, og det socialdemokratiske og grønne uafhængighedsparti SNP vinder en jordskredssejr til valget den 6. maj og forsøger at gøre Wallaces arbejde færdigt.

Uden drama bliver det dog ikke. Da skotterne med 55 pct. mod 45 stemte imod uafhængighed i 2014, kaldte Sturgeons forgænger, Alex Salmond, det for en ”once in a generation opportunity”. Men Nicola Sturgeon vil formentlig allerede give skotterne en ny chance i 2021, hvis hendes nuværende mindretalsregering får over 50 pct. af sæderne i parlamentet. Meningsmålingerne spår i øjeblikket både en stor sejr til SNP og et efterfølgende ja til uafhængighed.

Forklaringen skal ikke mindst findes i Brexit, som kun 38 pct. af skotterne støttede. Den britiske premierminister, Boris Johnson, vinder da heller ingen popularitetsafstemninger nord for Hadrians mur – ikke mindst fordi mange skotter føler, at han har kørt sololøb i coronahåndteringen og glemt at konsultere unionens andre hovedstæder. Det har stillet Sturgeon og hendes regerings håndtering i et væsentligt bedre lys.

Skotterne bør tænke sig grundigt om

På den anden side af kanalen jubler EU stille over udviklingen, da det vil være en politisk sejr at få Skotland tilbage efter Brexit. Jublen er dog behersket, da EU ikke ønsker at puste til ilden hos separatistbevægelser i fx Spanien, Italien og Belgien. Samtidig er det vigtigt, at skotterne tænker sig grundigt om. Helt i tråd med forløbet op til Brexit er argumenterne for skotsk uafhængighed nemlig i højere grad baseret på følelser end sund fornuft.

For det første skal skotterne spørge sig selv, om det giver mening at melde sig ud, når Storbritannien aftager 60 pct. af landets eksport. Til sammenligning går kun 20 pct. af Skotlands eksport til EU.

Den tændte uafhængighedsflamme bliver ikke modtaget med stående ovationer i London

For det andet kører Skotland et offentligt budgetunderskud på ca. ni pct. af BNP til Storbritannien. Det vil med andre ord sige, at England betaler en meget stor andel af Skotlands offentlige udgifter igennem forskellige udligningsordninger. Vil EU udfylde dette underskud, og vil Skotland kunne tilbyde samme velfærd og betale for den meget ambitiøse grønne omstilling, man er i gang med, hvis man melder sig ud af Storbritannien?

For det tredje er Skotlands økonomi og arbejdspladser meget afhængige af olie- og gassektoren. Landets økonomi vil derfor blive væsentlig mindre diversificeret, hvis de forlader Storbritannien.

For det fjerde bør skotterne huske at spørge sig selv, hvor de kulturelt hører mest hjemme: I Storbritannien eller EU.

Spændinger med London

Den tændte uafhængighedsflamme bliver ikke modtaget med stående ovationer i London. Boris Johnson har meldt ud, at han ikke vil tillade endnu en afstemning – og London skal formelt godkende afstemningen. Johnson argumenterer for styrken i den britiske union, og at skotterne vil stå svagere udenfor. En anelse ironisk, da det får situationen til at minde om debatten om Brexit bare med omvendt fortegn.

Jo større medvind SNP får i sejlene, jo mere stiger presset dog på Boris Johnson for at godkende en afstemning. Danske eksportvirksomheder kan derfor måske begynde at lune sig ved tanken om, at Skotland kommer ind i EU og bliver nemmere at lave forretninger med.

Læs også