Sydkorea satser på grøn kickstart efter corona

I Sydkorea skal en ambitiøs grøn energiomstilling få økonomien tilbage i gear, og det kan komme danske eksportører til gode.

Af: Peter Toft, chefanalytiker, EKF

Sydkorea er blandt de lande, der har håndteret udbruddet af coronavirus allerbedst. Sydkorea er også blandt de økonomier, der forventes at komme sig relativt hurtigt.

Ét af redskaberne bliver at sætte fart på den grønne energiomstilling – et prestigeprojekt for den siddende præsident Moon Jae-in – og det er godt nyt for danske eksportører i en tid, hvor de traditionelle afsætningsmarkeder er i backgear.

Stærk håndtering af Corona

Økonomien i Sydkorea er ikke gået ram forbi corona. Sydkorea var blandt de første lande, smitten nåede frem til fra Kina, men man indførte hurtigt strenge foranstaltninger og havde et solidt beredskab klar i sundhedsvæsenet – ikke mindst belært af tidligere pandemier som SARS og MERS. Spredningskurven blev knækket medio marts, og ingen er afgået ved døden med Covid-19 siden slutningen af april. Derfor har Sydkorea allerede været i gang med en gradvis genåbning i nogen tid.

Valget blev ikke mindst vundet på en sikker hånd i coronahåndteringen, men også på en dagsorden om en ambitiøs grøn energiomstilling

Sydkorea er dog ligesom Danmark en udpræget eksportdrevet økonomi, så væksten er også gået i backgear her. Men udsigten er bedre end i mange andre højindkomstlande i OECD, som Danmark især eksporterer til. OECD forventer i sit vækstskøn fra juni 2020, at Sydkoreas økonomi skrumper 1,2-2,5 pct. i 2020, men at den kommer op i gear igen i 2021 med en årlig vækst på 2,2 pct. Det er nogenlunde som før corona.

Kul på grøn omstilling

Én af de ting, der skal sætte gang i den sydkoreanske økonomi efter corona, er en grøn energiomstilling. Sydkorea har været blandt de mest fodslæbende rige lande inden for grøn energiomstilling og er i dag bagefter de fleste i EU.

I 2018 forsynede grøn elektricitet som sol- og vindenergi blot ca. to pct. af landets elforbrug. Omstillingen har ikke haft stor opbakning i hverken befolkningen, erhvervslivet eller landets fagforeninger – bl.a. pga. bekymring for omkostninger og tab af arbejdspladser. Fodslæbet har gjort Sydkorea til et af de mindst energieffektive højindkomstlande og et af de mest forbrugende af sort energi.

Det skal der ændres på nu, hvis det står til regeringen og præsident Moon. Midt under pandemien holdt Sydkorea parlamentsvalg, og det resulterede i et overbevisende genvalg til det regerende demokratiske parti (DPK) og præsident Moon Jae-in.

Valget blev ikke mindst vundet på en sikker hånd i coronahåndteringen, men også på en dagsorden om en ambitiøs grøn energiomstilling. Hvis planerne skal realiseres, skal kul og atomkraft spille en langt mindre rolle om blot 14 år. I 2034 vil Sydkorea således udfase 7 ud af 24 atomkraftværker og halvere landets kulkraft.

Den nedlukkede kapacitet skal så erstattes med en blanding af vind, sol og flydende naturgas. Det skal også være slut med at finansiere kulkraft i andre lande med offentlige tilskud eller garantier. Det ultimative mål er at gøre Sydkorea til nulemissionssamfund i 2050

Godt ny for dansk eksport

De sydkoreanske meldinger er godt nyt for Danmark. For dansk eksport af grøn teknologi står stærkt og kan være en vigtig løftestang til at få Danmark tilbage på sporet efter corona. Det er nok især havvindmøller, som Sydkorea vil åbne et nyt stort marked for, men også investeringer i energibesparelsesteknologier vil være nødvendige, hvis man skal realisere de ambitiøse planer. Det er et område, hvor dansk teknologi står godt positioneret.

Du kan også læse

Eksporthavn

Abonner på EKF’s nyheder og faglige indhold


EKF udsender løbende nyheder fra EKF og risikovurderinger af verdens vigtige eksportmarkeder på e-mail til vores abonnenter. Vi laver også et nyhedsbrev med viden og inspiration om eksport og finansiering.
Ja tak – det skal jeg have