Råolien er en brændende platform under Mellemøsten

Af: Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker i EKF Danmarks Eksportkredit

I årtier har Mellemøstens oliestater tjent enorme summer på at hente den eftertragtede råolie op fra undergrunden og sælge den dyrt til resten af verden. Men de seneste fem år har prisen på olie ligget på et så lavt niveau, at olieindtægterne ikke længere kan dække oliestaternes massive offentlige forbrug. De har derfor været nødt til at trække på deres opsparinger i oliefondene og optage gæld.

I en ny rapport vurderer Den Internationale Valutafond, IMF, at Mellemøstens statslige oliefonde vil være tømt for værdier i løbet af de kommende 10-20 år. Først Bahrain og Oman, dernæst Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait.

Brat prisfald

Råolien som sikker indtægtskilde for oliestaterne fik et alvorligt skud for boven, da olieprisen faldt fra ca. 100 til ca. 50 US dollars i 2014-2015. Siden har prisen stort set ligget i niveauet 50-60 US dollars. Men oliens tid som verdens dominerende energikilde rinder ud.

Efterspørgslen efter olie stiger dog fortsat – primært drevet af den globale økonomiske vækst og sekundært af verdens stigende befolkning. Men øget fokus på energieffektivisering og den grønne omstilling forventes at føre til en faldende efterspørgsel efter olie. Faktisk forventes det, at efterspørgslen efter olie vil peake om ca. 10 år, hvorefter behovet for olie kun vil falde.

Det sker samtidig med, at verdens kendte oliereserver er større end nogensinde. Nye teknikker har gjort det muligt at hente endnu mere olie op fra undergrunden. Det gælder både for den konventionelle olieproduktion og for den nye skifferolieproduktion i navnlig USA.

Økonomisk kontrakt under pres

Når oliestaternes oliefonde tørrer ud, skal landene enten låne penge til at dække de offentlige udgifter eller skære ned på det offentlige forbrug. Derfor gør landene sig i for tiden store anstrengelser for at finde nye indtægtskilder, der i fremtiden kan erstatte olieindtægterne.

Men denne omvæltning er forbundet med betydelige risici. En stor del af befolkningerne i olielandene er nemlig afhængig af direkte eller indirekte økonomisk støtte fra staten. Det omfatter blandt andet subsidier, offentlige jobs og sundhedsydelser.

Oliestaterne gik stort set fri af uroligheder under Det Arabiske Forår, blandt andet fordi olieindtægterne sikrer borgerne en vis grad af velfærd. Der eksisterer med andre ord en økonomisk kontrakt mellem regimerne og befolkningerne. Men den kontrakt kan komme under pres, hvis olieindtægter forsat svigter og tvinger regimerne til at skære ned på de offentlige ydelser. Regimerne er derfor nødt til at finde holdbare løsninger for fremtiden, hvis de vil fastholde den folkelige opbakning.

Muligheder for dansk eksport

Indtil videre har oliestaterne kun i begrænset omfang haft held med at finde nye indtægtskilder. Dubai, som hører under De Forenede Arabiske Emirater, er kommet længst. Gennem de seneste tre-fire årtier har emiratet etableret sig som et centrum for handel, turisme og finans. Dubai har verdens femtetravleste lufthavn, der ligger som hub for rejser mellem Europa, Asien og Afrika. Dubai har også Mellemøstens største havn til skibstransport og er områdets finanscentrum.

De øvrige oliestater har planer om at gøre Dubai kunsten efter, og det åbner muligheder for danske leverandører, som kan sikre sig gode ordrer i de kommende år. Eksempelvis satser Saudi Arabien på at udbygge forsyningen af vedvarende energi – især vindkraft og solenergi. Det skal mindske landets eget forbrug af olie.

Oliestaterne har fortsat penge til disse investeringer, men på et tidspunkt løber pengekassen tom, og det store spørgsmål er, om oliestaterne i tide formår at omstille sig til en verden, hvor olien har udspillet sin rolle.

Læs også