Skelsættende præsidentvalg i Polen

Udfaldet af det polske præsidentvalgs 2. runde på søndag vil få betydning for landets fremtidige forhold til EU, energiforsyning, domstolenes uafhængighed og danske virksomheders eksportmuligheder til Polen.

Af Jeppe Skårhøj, senioranalytiker EKF

Den siddende nationalkonservative præsident Andrzej Duda vandt d. 28. juni 1. runde af præsidentvalget i Polen, men uden at opnå et flertal af stemmerne. Derfor står 2. runde af præsidentvalget på søndag mellem den liberalkonservative Rafael Trzaskowski fra oppositionen Civic Platform og Andrzej Duda, der oprindelig kommer fra det nationalkonservative Lov- og Retfærdighedspartiet PiS.

Polen er i stigende grad et vigtigt eksportland for Danmark. Sidste år rundede dansk eksport af varer til Polen 24 milliarder kr., og dermed er det østeuropæiske land på få år rykket op som Danmarks 9. største vareeksportmarked.

Stigende vækst og velstand

Siden 2005 er dansk vareeksport til Polen i gennemsnit steget med over syv procent om året. En så høj og konstant vækstrate kan de færreste eksportmarkeder matche. Eksporten til Polen er især drevet af udstyr til vindmølleparker, forbrugsvarer til de stadig mere købedygtige polakker og smågrise til blandt andet de mange store danskejede svinebrug i landet.

Siden murens fald har polakkerne oplevet stigende velstand og købekraft, hvilket primært er sket gennem en sund konservativ økonomisk politik. Indlemmelsen i EU i 2004 har yderligere boostet landets økonomi.

Den udvikling har danske eksportører også nydt godt af, og med landets massive planer inden for offshore vindenergi og andre infrastrukturprojekter forventes dansk eksport til Polen at stige yderligere i de kommende år. Polen har mange aldrende og ineffektive kulfyrede kraftværker, som er på vej til at blive lukket ned. Disse kulkraftværker skal primært erstattes af offshore vindmøller, og landet har planer om at installere mere end 10 GW offshore vind. Til sammenligning er Danmarks totale vindmøllekapacitet 6 GW.

Politisk og juridisk usikkerhed

Mørke skyer trækker dog ind over de ellers lovende markedsudsigter i Polen. Den siddende et-partiregering, der er leddet af PiS, har siddet tungt på magten siden 2015. Regeringen har blandt andet forsøgt at tæmme både medier og domstole, hvilket varsler usikkerhed om landets forretningsklima.

Præsidentvalg i Polen

Den politiske og juridiske usikkerhed har en række udenlandske virksomheder fået at føle de seneste år. Et amerikansk energiselskab måtte måbende se til, at regeringen underkendte landets højesteret og modsatte sig, at selskabet fik en tilkendt erstatning på 700 mio. dollars for kontraktbrud fra to statsejede polske energiselskaber.

Den danske virksomhed Terma måtte ligeledes for nylig indkassere et uventet nederlag ved en polsk appelret, som har kostet virksomheden et tab på 134 millioner kr. Terma havde anlagt en sag om kontraktbrud mod det polske forsvarsministerium.

Den udvikling bekymrer i stigende grad udenlandske investorer og EU-venlige polakker. De frygter, at det regerende Lov- og Retfærdighedsparti PiS med sin konfrontationskurs kan bringe Polen endnu mere i miskredit hos EU og dermed sætte en bremse på de seneste års økonomiske fremgang. Den frygt er blevet yderligere udtalt i lyset af coronakrisen.

Spænding om søndagens valg

Derfor er der stor spænding om udfaldet af præsidentvalget på søndag mellem præsident Andrzej Duda og Rafael Trzaskowski fra partiet Civic Platform.

Du kan også læse

Eksporthavn

Abonner på EKF’s nyheder og faglige indhold


EKF udsender løbende nyheder fra EKF og risikovurderinger af verdens vigtige eksportmarkeder på e-mail til vores abonnenter. Vi laver også et nyhedsbrev med viden og inspiration om eksport og finansiering.
Ja tak – det skal jeg have