Europas vækstmotor gearer ned igen

Tyskland har netop indført nye omfattende restriktioner, som utvivlsomt kommer til at koste for dansk eksport.

Af: Jeppe Skårhøj, senioranalytiker, EKF, 06-11-2020

Prøv at forestille dig et lands bruttonationalprodukt som vandet, der flyder i en vandslange. Store mængder vand strømmer uhindret igennem, men så kommer der en pandemi og laver et knæk på slangen. Meget af vandet bliver pludselig forhindret i at strømme – ferierejser, besøg på barer og restauranter, ordrer hos producenter og salg i butikker etc.

Det store spørgsmål er, om det midlertidige knæk forårsager varige skader på slangen, så vandet ikke kommer til at strømme som før. Fx i form af virksomhedskonkurser, øget strukturel langtidsledighed eller nye forbrugsmønstre, der får folk til at forbruge mindre og spare mere op.

Det er svært at spå om nu, hvor Danmarks vigtigste eksportmarked, Tyskland, netop har lavet endnu et knæk på slangen ved at lukke ned for bl.a. restauranter, barer, biografer og teatre frem til den 1. december.

I Danmark er over 800.000 arbejdspladser afhængige af eksport, og i 2019 gik 15 pct. af vores vareeksport til Tyskland. Eksport for 105 mia. kr. Derfor er nedlukningen af Tysklands økonomi endnu en torn i øjet på de i forvejen hårdt prøvede danske eksportører.

Flot tysk vækst i tredje kvartal

Hvis vi starter med at iføre os ja-hatten, er der endnu ingen tegn på varige skader på vandslangen. Tyskland kom nemlig ud af tredje kvartal med en flot vækst på 8,2 pct. Væksten skal selvfølgelig ses i forhold til et drastisk fald på 9,8 pct. i andet kvartal, men det viser alligevel, at Europas vækstmotor er i stand til at accelerere hurtigt op i fart igen efter nedlukningen.

Den tyske stats hjælpepakker og centralbankernes lempelige rentepolitik har bestemt også bidraget til økonomiens comeback. Det er betryggende nyheder.

Man behøver dog ikke læse mange bøger om økonomi for at regne ud, at de nye omfattende nedlukninger i Tyskland ikke vækker jubel hos eksportvirksomhederne i Danmark. Nedlukningerne i foråret var dyre, og det vil de også blive i anden bølge af pandemien.

Dyre nedlukninger

Ser man på den danske vareeksport til Tyskland i de første syv måneder af 2020, faldt den med 16 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til knap 10 mia. kr.

Det er værd at bemærke, at Tyskland i begyndelsen af 2019 afgav ualmindeligt store ordrer på danske vindmøller, som får 2020-tallene til at se mindre ud. Men en nærlæsning af tallene viser stadig, at eksporten faldt kraftigt i marts og april, da den første smittebølge kørte på sit højeste.

Med de nye nedlukninger ser det derfor ikke ud til, at de mørke skyer over danske eksportører forsvinder lige med det samme

Fx kan de danske modehuse mærke, at tyskerne har spændt livremmen ind. I de første syv måneder af 2020 faldt dansk eksport af beklædningsgenstande og tilbehør med 14 pct. eller 707 mio. kr. i forhold til samme periode i 2019.

Og hos de mange danske virksomheder, der er underleverandører til den enorme tyske fremstillingsindustri, faldt eksporten af maskiner og tilbehør til industrien med 8 pct. svarende til 540 mio. kr.

Med de nye nedlukninger ser det derfor ikke ud til, at de mørke skyer over danske eksportører forsvinder lige med det samme. Tysklands flotte tredje kvartal er dog et lys i coronamørket. Det viser, at Danmarks vigtigste eksportmarked forhåbentlig kan komme hurtigt tilbage på sporet.

Samtidig har både Tyskland og Danmark hjælpeordninger, der kan polstre så mange virksomheder som muligt til anden bølge af pandemien. De er dog ikke gratis og vil medføre en kraftig stigning i den offentlige gæld, som lønmodtagere og virksomheder kommer til at betale gennem øgede skatter. Til den tid må man bare håbe, at vandslangen ikke har fået tilført for store skader.

Læs også