Coronakrisen vender op og ned på internationale styrkeforhold

Landenes valg af strategi i kølvandet på Coronakrisen kan have betydning for, hvem der klarer krisen bedst.

Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, EKF

Ifølge beregninger fra bl.a. Verdensbanken tegner Coronakrisen til at blive den dybeste økonomiske recession siden Anden Verdenskrig med et globalt bnp-fald på over fem pct. De bagvedliggende økonomiske strukturer adskiller sig også fra alle andre kriser i vores levetid.

Økonomiske recessioner er nemlig ofte tæt koblet til svingninger i kreditgivningen. Men Coronakrisen adskiller sig, da den store bnp-nedtur skyldes et brat fald i folks indkomster og ikke et kreditchok, som det var tilfældet ved finanskrisen i 2008/2009.

Derfor er genopretningen af økonomien også ekstra vanskelig. For til forskel fra finanskrisen er det primære fokus i dag ikke at genoprette kreditsystemet, men at udfylde det indkomsthul, som mange virksomheder og arbejdstagere har haft under krisen.

Mindre pondus i pengepolitikken

Traditionelt har det primære håndtag til at stimulere økonomien været rentenedsættelser, men renterne har været så lave siden finanskrisen, at yderligere nedsættelser ikke vil batte ret meget. Derfor har centralbankerne stimuleret økonomien ved at trykke penge og opkøbe værdipapirer. Effekten af den strategi er dog også begrænset, fordi pengene primært går til folk, der ejer værdipapirer. Ikke til de grupper, der har mistet jobbet under coronakrisen.

Finanspolitiske stimuli

Den mest effektive knap at skrue på er derfor finanspolitikken. De mange kompensationspakker har da også til formål at kanalisere penge til de mest udsatte, men der er flere usikkerheder ved finanspolitiske stimuli. For det første er finanspolitikken ikke institutionaliseret på samme måde som pengepolitikken, og derfor er udfaldsrummet større og mere usikkert.

For det andet kan finansministerierne ikke selv printe penge, og derfor skal stimulipakkerne finansieres ved gældsudstedelse. Det nye er, at centralbankerne tænder seddelpressen, så snart finansministerierne har udstedt gælden. Det fordrer en tæt koordinering af finans- og pengepolitikken.

De bagvedliggende økonomiske strukturer adskiller sig også fra alle andre kriser i vores levetid

Det store udfaldsrum ses allerede tydeligt. USA har været meget hårdere ramt af virussen end Europa, men USA’s bnp ventes ”kun” at falde med 4,6 pct. i 2020 mod et fald på 7,5 pct. i Eurozonen. Bl.a. fordi de amerikanske stimulipakker har været større. I emerging markets er forskellen også markant. Brasilien har været blandt de hårdest ramte lande, men her har man holdt økonomien kørende via proaktiv stimulering. Omvendt har lande som Mexico og Rusland stort set ikke foretaget nogen former for stimuli. Det kan især ses i Mexico, hvor økonomien lider med et forventet fald på over 10 pct.

Sårbare lande rammer muren først

Det er vigtigt, at landene finder den rette balance. Der er nemlig grænser for, hvor mange penge centralbankerne kan trykke, uden at det medfører pres på valutaen og ukontrollerbar inflation. Det er næsten sikkert, at nogle lande vil være bedre til at finde balancen end andre.

Der er dog stor forskel på, hvornår de enkelte lande løber panden mod muren. Lande, der i forvejen har høj inflation og er afhængig af udenlandsk kapital, vil komme til kort først. Det gælder flere af EU’s nærmarkeder som fx Tyrkiet, hvor genopretning af økonomien derfor kan have længere udsigter. Det kan ramme den danske eksport til landene. Derimod er der lang tid til, at vi løber panden mod muren i Europa, så vi kan understøtte den indenlandske efterspørgsel via stimulering længe endnu.

Læs også