USA’s sanktioner rammer også Danmark

Trump gør i stigende grad brug af sanktioner - et økonomisk våben, der tvinger andre lande til at følge USA’s udenrigspolitik

Af: Peter Toft, chefanalytiker EKF

CAATSA, DETER og DAASKA er alle kælenavne for noget knap så nuttet; egenrådige amerikanske sanktioner, der kun i begrænset omfang bakkes op af EU. De er rettet mod det, USA opfatter som slyngelstater, og inkluderer virksomheder, organisationer og individer, som efter de amerikanske politikeres mening, truer amerikansk sikkerhed og amerikanske værdier. Der bliver flere og flere af den type sanktioner – og de rammer i stigende grad danske virksomheder og dansk eksport.

Udfordringen er, at USA arbejder med to typer sanktioner. Primære økonomiske sanktioner forbyder USA’s egne statsborgere og virksomheder at handle med eller finansiere de sanktionsramte. Sekundære sanktioner betyder, at USA også vil forhindre andre lande i at handle med dem. Det er især den sidste type sanktioner, der gør livet surt for danske eksportører.

Danske eksportørers udenlandske køber kan få mere end svært ved at få lov til at betale, fordi bankerne ikke tør gennemføre transaktionen

USA’s regering og Kongressen indfører de sekundære sanktioner velvidende, at USA er så stort og attraktivt et marked, at de fleste virksomheder prioriterer de amerikanske forbrugere over det sanktionsramte lands.

Men USA udnytter også, at dollaren har status som verdens reservevaluta, og at al officiel dollarhandel skal cleares af en amerikansk bank. Ingen banker har derfor interesse i at blive udelukket fra at handle i dollars, blot fordi de overfører penge til en bank i et sanktionsramt land. Dermed kan amerikanerne alene ved brug af trusler udbrede deres restriktioner til også at gælde andre landes virksomheder og banker.

Effekten har vi senest set i Iran, hvor Trump egenhændigt afbrød atomaftalen selvom FN’s atomagentur vurderede, at iranerne overholdt deres ​​del af aftalen og til trods for, at EU og FN valgte at bibeholde aftalen.

Men aftalen er ikke meget værd, for der stort set ikke er nogen europæiske banker, rederier eller virksomheder, der er villige til at risikere amerikanernes sekundære sanktioner – selvom det efter EU’s regler er helt lovligt at samarbejde med de fleste iranske banker og virksomheder. Tilsvarende i Rusland, hvor USA har indført hårdere sanktioner end EU. De er svar på Ruslands annektering af Krim og involvering i Ukraines borgerkrig og rettet mod mod oligarker, virksomheder og sektorer med tætte forbindelser til præsident Putin.

Ud over frygten for, at den danske virksomhed eller bank selv lander på USA’s sanktionsliste, fordi de handler med sanktionsramte under USA’s regler, kan amerikanerne retsforfølge danske virksomheders og bankers datterselskaber i USA. Hertil kommer at danske eksportørers udenlandske køber kan få mere end svært ved at få lov til at betale, fordi bankerne ikke tør gennemføre transaktionen af frygt for at blive ramt af amerikanske sekundære sanktioner, som det er sket med kinesiske banker med forbindelser til Nordkorea.

Uanset hvordan danske eksportører vælger at forholde sig til amerikanske sanktioner, må de regne med, at når først sanktioner én gang er indført, forsvinder de ikkelige med det samme. Det gælder selv om sanktioner sjældent har den ønskede effekt – et politisk sporskifte.

Egenrådige sanktioner har været en del af USA’s udenrigspolitiske våbenarsenal i årtier. Et kendt eksempel er USA’s sanktioner mod Cuba, der har varet i seks årtier, selvom de ikke har haft nogen effekt i forhold til at gøre en ende på Fidel Castros styre. Men da der investeres stor politisk og symbolsk kapital i indførelsen af sanktioner, koster det også tilsvarende politisk kapital at fjerne dem igen uden klare indrømmelser. Det er med andre ord nemmere at kravle op i sanktionstræet end at komme ned igen.

Containere

Få dugfriske risikovurderinger af verdens eksportmarkeder


Tilmeld dig og få vores landeopdateringer direkte på mail.
Gå til signup