Gældskrise truer i Afrika

En række afrikanske lande har sat sig i så stor gæld, at der er risiko for statsbankerot.

​Af Christian Dahl Winther, chefkonsulent i EKF

En havn i Tanzania, jernbane i Kenya, international lufthavn i Sierra Leone og en motorvej i Nigeria. Kina har været flittig til at finansiere enorme anlægsprojekter i Afrika de seneste år. Kodeordene har været ’Den nye Silkevej’ – et gigantisk globalt infrastrukturprojekt, der skal forbinde Kina med nogle af verdens hurtigst voksende markeder.

Der er bare ét problem; økonomien. For mange af projekterne er blevet så overdimensionerede, at de aldrig kommer til at tjene sig selv ind, og dermed har de blot bidraget til en uholdbar gældsætning. Som en havn i Tanzania bygget på en forventning om mere containertransport end Rotterdam – Europas travleste containerhavn.

Effektiv infrastruktur

Ingen er i tvivl om, at infrastruktur er en forudsætning for at skaffe vækst og arbejdspladser på et kontinent, der lider under dårlig og dyr infrastruktur i en sådan grad, at det anslås at koste et produktivitetstab på omkring 40 pct. Det vil kræve investeringer på op mod 100 mia. dollars om året at gennemført den nødvendige udvikling af infrastrukturen.

Men den store udfordring er finansieringen. For gælden i en række afrikanske lande har nået et niveau, der har fået selv de mest optimistiske kreditorer til at tøjle entusiasmen og eksperterne til at spå om snarlige statsbankerotter.

Alene et land som Ghana bruger hvert år 22 pct. af statens indtægter på at betale renter. Det efterlader færre penge til sundhed og uddannelse for slet ikke at snakke om projekter, der skal sætte gang i væksten.

Når gældsniveauet når truende højder, falder kreditværdigheden, og det bliver dyrere at låne penge, og valutaen falder i værdi. Det gør, at udenlandske lån optaget i dollars bliver svære at betale tilbage.

Efterfølgende gav de velhavende långivere i OECD hinanden håndslag på at være åbne og samarbejde omkring fremtidig långivning til Afrika

Landenes egne kapitalmarkeder er ofte små, og lånelysten hos nogle af de afrikanske præsidenter har drevet renterne op med den effekt, at det er blevet dyrere for private virksomheder at låne til finansieringen af deres vækst.

Den svage private sektor gør lande, der kun i begrænset omfang forarbejder deres råvarer selv, ekstra sårbare overfor den globale udvikling i råvarepriserne, fordi de ikke får udviklet alternativer til deres råvareeksport. ​

Gældssanering

Allerede i 1980'erne var en lang række afrikanske lande så gældsatte, at de vestlige lande, der stod for hovedparten af gælden, valgte at tilbyde en gældssanering. Efterfølgende gav de velhavende långivere i OECD hinanden håndslag på at være åbne og samarbejde omkring fremtidig långivning til Afrika. Det gav OECD-landene mulighed for at sætte lande på observationslisten og stille krav om, at der kun blev givet lån til projekter, der bidrog positivt til den økonomiske udvikling.

Ud røg lånene til spektakulære præsidentpaladser, luksuriøse statshoteller og grandiose sportsanlæg. Holdt de gældssanerede lande op med at betale af på lån, røg de i Paris-klubben – OECD-landenes svar på Ribers register over dårlige betalere.

Den slags betingelser er Kina ikke tilhænger af, og uden kinesisk deltagelse kan en ny runde gældssanering næppe komme på tale, hvis det bliver nødvendigt.

Noget tyder dog på, at den kinesiske lånelyst til Afrika allerede har toppet. Ser man bort fra Angola, der er afrikansk mester i kinesisk låntagning og slog alle lånerekorder i 2017, så ser det ud til, at kineserne allerede i 2013 begyndte at skrue låget på sparegrisen igen.

Alle har brug for, at Afrika får gang i en sund økonomi, og Afrika efterspørger danske kompetencer inden for vedvarende energi, vandforsyning, klimatilpasning og effektivisering af landbrugs- og fødevaresektoren.

Men en global recession kan være det puf, der driver de mest gældsplagede lande ud over afgrunden – den risiko skal man være sig bevidst som eksportør.