Vækstmarkeder fanget i tidevandet påvirker danske eksportører

Den tyrkiske og argentinske valuta har været hårdt ramt af uro på de finansielle markeder, og selvom landene ligger langt fra Danmark, bliver danske eksportører ramt af ringene i vandet.

”Når tidevandet går ud, kan man kan se, hvem der har badet nøgne.”

Den kendte oneliner fra investeringsguruen Warren Buffett passer godt på den aktuelle ebbe i valutastrømningerne på vækstmarkederne (emerging markets). Den ændrede valutavandstand har afsløret, at især Tyrkiet og Argentina står letpåklædte med begrænset polstring til modgang.

De to landes problemer skal bl.a. findes i en stigende rente i USA og forventninger om, at dollaren stiger endnu mere. Det har fået kapital- og porteføljeforvaltere verden rundt til at flytte aktiver til USA for at skabe højere afkast. Pengene tager de fra emerging markets – konkret de lande, der har de største betalingsbalanceunderskud og de største refinansieringsbehov. Det er lande som Tyrkiet og Argentina.

Det burde man ikke have gjort før, fordi der var risiko for valutaskred, og man skal bestemt ikke gøre det nu

Når pengene begynder at vandre på den måde, skaber det en sneboldeffekt. Den tyrkiske lira og den argentinske peso falder, og det bliver risikabelt at ligge inde med aktiver i de to valutaer. Det får flere og flere investorer til at sælge ud af de to valutaer og i stedet sætte deres aktiver i fx amerikanske dollars.

Sneboldeffekten fik for nylig både den tyrkiske lira og den argentinske peso til at falde drastisk. I Tyrkiet så vi liraen falde med 24 pct. over for dollaren på to dage, og liraen har ligesom den argentinske peso halveret sin værdi over for dollaren i år.

Tyrkiet og Argentina har begge et stort behov for at ”rulle” deres gæld, da en del lån forfalder til betaling i år. Især Tyrkiet har en stor del kortsigtede lån, som skal refinansieres hvert år – ligesom hvis man har finansieret sit hus med F1-lån. 

Mange havde forventet en rentestigning i Tyrkiet – det normale svar til en faldende valuta – efter præsident Erdogans genvalg i juni. Da den udeblev, skabte det stor uro omkring Tyrkiets økonomiske situation. Argentina blev revet med i malstrømmen, og præsident Macris annoncering af en hurtigere udbetaling af pengene under landets aftale med Den Internationale Valutafond (IMF) fik bare snebolden til at rulle hurtigere.

Påvirker danske forretninger

Den slags bølger på de finansielle markeder gør selvfølgelig ondt på de udsatte lande, men uroen skaber ringe i vandet, der faktisk også har betydning for danske eksportører. Konsekvensen er, at danske virksomheder i en periode vil være påpasselige med at indgå kontrakter i landene og i nogle tilfælde blive nødt til helt at udsætte dem.

Tyrkiet er det største emerging market i EKF’s portefølje, så vi følger udviklingen nøje og forventer, at landet fortsat vil fylde meget hos os, når krisen er drevet over. I Argentina ser vi også ekstra grundigt på forretninger for tiden, selvom Macri har reageret efter opskriften fra de økonomiske lærebøger og hævet renten flere gange. Aktuelt ligger den på 60 pct., verdens højeste renteniveau. Sammen med aftalen med IMF burde det skabe tillid, men landets historik med flere statsbankerotter er tyngende.

Vigtige forholdsregler for danske virksomheder

En analyse fra Dansk Industri viste for nylig, at mange danske virksomheder indgår kontrakter i den lokale valuta, når de handler med nærmarkeder som Sverige, Norge og Tyskland. De tager selv valutarisikoen, men det kan koste, for vores nærmarkeders valutaer glider også lidt. 

På fjernere markeder som Tyrkiet og Argentina er virksomhederne mere påpasselige, men det er stadig værd at understrege, at man ikke bør indgå kontrakter i lira og peso. Det burde man ikke have gjort før, fordi der var risiko for valutaskred, og man skal bestemt ikke gøre det nu.

I en skrøbelig situation som nu skal man også stadig se sig for, hvis man har indgået kontrakter i hård valuta som euro eller dollars. Den køber, man har til sin eksportvare, kan pludselig få svært ved at betale. Derfor er det en god idé at kreditforsikre sine kontrakter.

Danske virksomheder bliver også påvirket, hvis de har igangværende forrentninger med købere, der betaler på kredit, og pengene endnu ikke er kommet hjem. I disse tilfælde er det en god idé at kontakte sin kunde og aftale det videre betalingsforløb, så alt forløber, som det skal.

Ventilator

Få dugfriske risikovurderinger af verdens eksportmarkeder


Tilmeld dig og få vores landeopdateringer direkte på mail.
Gå til sign up