Krisestrategi: Undgå så vidt muligt at reducere. Stå fast eller innover!


Ny undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at knap to tredjedele af SMV’erne har klaret sig godt igennem coronakrisen, mens lidt mere end en tredjedel er hårdere ramt. Og det er ikke tilfældigt, hvor krisen rammer. Læs med her, og få styrket dit beredskab inden fremtidige kriser.

03-02-2021

Konklusionen i undersøgelsen ”Hvad kan SMV’er lære af Covid-19?” fra Syddansk Universitet er klar:

Sammen med virksomhedernes økonomiske styrke før krisen er den vigtigste parameter for, om virksomhederne er kommet godt eller dårligt igennem krisen, det mindset som virksomhederne er gået til krisen med, og den afledte krisestrategi, som virksomhederne har valgt.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er lavet blandt et repræsentativt udsnit af mindre, yngre virksomheder, og det er professor fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse ved Syddansk Universitet, Kim Klyver, og lektor Suna Løwe Nielsen, som står bag.

Læs mere på projektets hjemmeside

Læs hele rapporten "Hvad kan SMV'er lære af COVID-19?"

Mindset og krisestrategi er central for succes

Karakteristisk for de virksomheder, som er kommet forholdsvis ringere gennem krisen, er, at de har fulgt en såkaldt reduktionsstrategi, hvor man skruer ned for aktiviteterne eller skærer ind til benet og venter på bedre tider. Det kan for eksempel være, at man skærer ned eller skærer helt væk i de støttende funktioner som marketingafdelingen, hvilket giver bagslag, fordi salget falder.

Karakteristisk for de virksomheder, som har klaret sig udmærket igennem, eller som ligefrem har trivedes i krisen, er, at de er gået mere tro mod dem selv og mere entreprenant til krisens udfordring. De har enten valgt vedligeholdelsesstrategien, som er at stå fast og ikke ændre ved noget ud fra en filosofi om, at når krisen raser, og det er uforudsigeligt, hvordan verden udvikler sig, ved man ikke, hvad man skal tilpasse sig til og fortsætter derfor som normalt. Den strategi ser ifølge forskerne ud til at fungere.

Den anden strategi, som har vist sig at virke i coronakrisen, er innovationsstrategien. De virksomheder, som innoverer sig ud af krisen f.eks. ved at omorganisere, omlægge produktion, gå online eller indtage nye markeder, er krisens vindere.

OBS: Artiklen fortsætter efter billederne:

Økonomisk styrke før krisen vigtig, men ikke afgørende

Den anden hovedkonklusion i undersøgelsen fra Syddansk Universitet (SDU) er, at virksomhedernes håndtering af krisen hænger meget sammen med, om virksomhederne er godt rustet økonomisk forud for, at en krise indtræffer.

”De virksomheder, der især mærker krisen, oplever typisk, at deres strategiske muligheder er begrænsede, fordi de mangler økonomisk råderum og ressourcer til at forfølge forskellige strategier og dermed omstille sig eller innovere sig igennem krisen,” siger lektor Suna Løwe Nielsen fra SDU.

Professor Kim Klyver, som er den anden forfatter til rapporten, tilføjer, at økonomisk råderum typisk skal suppleres med en entreprenant kultur og en agil organisering for, at en virksomhed kan lykkes med en god tilpasning til den nye og usikre situation.

Derfor er vores budskab til de kriseramte virksomheder, at de, så vidt det overhovedet er muligt, skal undgå at reducere

Og så pointerer forskerne også, at økonomisk råderum ikke altid er en forudsætning for at innovere. For selvom det kan lyde omkostningstungt at innovere, så behøver det ikke at være det. Det kommer bl.a. frem i en række interviews, som forskerne har gennemført med virksomhederne.

Få styr på dit kriseberedskab inden næste krise

Mens mange er optaget af, hvad virksomhederne kan gøre for at tackle den igangværende krise, håber forskerne bag undersøgelsen, at dens indsigter kan bidrage til, at endnu flere virksomheder får styr på kriseberedskabet inden fremtidige kriser.

”Derfor er vores budskab til de kriseramte virksomheder, at de, så vidt det overhovedet er muligt, skal undgå at reducere. At de skal stå fast og køre videre med det, de gjorde før krisen, og at det er endnu bedre, hvis de kan finde ressourcer til at innovere,” siger Kim Klyver.

Undersøgelsens resultater: De fleste SMV’er klarer coronakrisen godt

En af undersøgelsens lidt mere overraskende pointer er, at flertallet af SMV-virksomheder faktisk ikke er så hårdt ramt, og at en del af dem ligefrem sprudler.

  • 62 % har klaret sig godt. Knap to tredjedele af virksomhederne har klaret sig godt igennem eller har endda tjent penge på krisen, idet 32 procent oplever fremgang og kan betegnes kriseudnyttere, og 30 procent er det, forskerne kalder kriseimmune.

  • 38 % har mærket krisen. 38 % af de adspurgte virksomheder kan mærke coronakrisen i form af faldende omsætning.

  • Halvdelen af de kriseberørte har kun haft mindre omsætningstab. Der er imidlertid stor forskel på, hvor meget krisen kradser hos de 38 %, som kan mærke krisen, og halvdelen af dem oplever kun et mindre omsætningstab på højst 20 procent.

  • Den anden halvdel hårdere ramt. 22 procent af de kriseberørte virksomheder har mistet 50 procent eller mere af deres omsætning, svarende til 8 procent af alle virksomheder. 28 procent af de kriseberørte oplever en nedgang på 20 procent eller mere, svarende til 11 procent af alle virksomheder.